페이지 이미지
PDF
ePub

303.

Lord Byron

30+

1. My Native Land - Good Night!

312.

2. Greece ....

314.

3. The Grecian Isles

315.

4. Clime of the East

317.

5. Childe Harold Quits England

6. The Eve of Battle ..

318.

7. The Thunderstorm

320,

8. Venice.

321.

9. Rome

322.

10. The Ocean

323.

11. Incantation

325.

12. Cain, Act III

13. Letters

341.

Lord Macaulay

345.

1. The Landing of William of Orange.

348.

2. The Continental Revolutions of 1848.

355.

3. William Pitt's Second Administration

357.

4. Parliamentary Speaking....

369.

5. Subscription to Race Meetings

361.

Lord Stanhope

363.

From History of England. (1. Battle of Preston Pans; 2. England

at the Outbreak of the Insurrection, 1745 ; 3. The British

Colonies in North America; 4. English Life in the 18th Century) 365.

WILLIAM SHAKSPEARE.

1564–1616.

William Sbakspeare*) blev født 1564 i den lille By Stratford on Avon i Warwickshire, et Grevskab i det mellemste England. Om den store Digters Livsomstændigheder haves kun faa og sparsomme Efterretninger. Faderen, John Shakspeare, var en vel anseet Borgermand i sin By; Moderen hed Mary Arden. Det gik senere tilbage for Familien, og Sønnen blev i sit fjortende Aar taget ud af Skolen for at arbeide for sit og Familiens Underhold. I en Alder af atten Aar ægtede han en Pige, otte Aar ældre end han selv. Fire Aar efter, i en Alder af to og tyve Aar, forlod han Hustru og tre Børn, og gik til London, hvor han søgte og fik Ansættelse ved Theatret i Blackfriars, som eiedes af Skuespilleren James Burbadge, fra det samme Grevskab som Shakspeare.

Ved Theatret, hvor han aldrig drev det til nogen høi Rang som Skuespiller, fandt han snart, at han vilde være i Stand til at forfatte saadanne Stykker, som de han daglig saa, og som Publikum stadig begjærede paa ny. Hans Forsøg i denne Retning, som oprindelig kun bestod i Bearbeidelser og Efterligninger af ældre Stykker, gjorde snart saadan Lykke, at de vakte hans Laugsbrødres Misundelse og Theatervennernes Beundring. Blandt de sidste var en ung Mand, Greven af Southampton, ni Aar yngre end Shakspeare, en varm Kunstelsker og Digterpatron, som fattede hans Genius og tiltrods for den Kløft, som den sociale Stilling reiste imellem dem, traadte i et nær. mere og varigere Forhold til ham. Hævet ved dennes og nogle andre fornemme Theatervenners Protektion og Publikums stigende Gunst, arbeidede han sig hurtigt i Veiret. Han digtede og dedicerede til sin unge Ven de to større lyrisk - episke Digtninger, Venus og Adonis (1593), Tarquinius og Lucretia (1594), ligesom ogsaa efter Datidens Skik en Krans af Sonetter.

*) Navnet skrives som Følge af tidens vaklende Orthographi forskjelligt: Shakspeare, Shake

speare, Shakspere 0. s. v.; i Digterens Testamente skrives det i selve Texten ,,Shackspeare“, i Underskriften „Shakspere". Den almindeligste Skrivemaade er Shakespeare eller Shakspeare.

Paa Scenen fulgte nu raskt efter hinanden en Række af hans mest feirede Dramaer. Ved Understøttelse af sin høie Ven og Velynder blev ban sat i Stand til at indtræde som Medeier i og Medlem af Direktionen for to af de betydeligste Theatre, Blackfriars og Globus, og da disse Theatre gjorde gode Forretninger, stillede hans økonomiske Forfatning sig meget gunstigt. Foruden at underholde sin Familie, som han besøgte i korte Mellemrum, og understøtte sine Forældre, opsparede han ikke ubetydelige Summer, hvilke han anbragte i Huse og Landeiendomme paa sit Fødested.

I sit fyrretyvende Aar (1604) opgav han sin Stilling som Skuespiller. Han vedblev vel endnu en Tid at staa i Forbindelse med Theatret, men Forholdet løsnedes were og mere; yngre Talenter, som Ben Jonson, Beaumont og Fletcher, sloge ind paa nye Veie og vandt Publikums Gunst, navnlig ved Skildringer af Samtidens Liv. Han digtede mindre end før, Besøgene i Hjemmet bleve hyppigere og af længere Varighed, indtil han i 1612 forlod London for stedse og bosatte sig i sin Fødeby. Dermed var ogsaa hans dramatiske Virksomhed afsluttet. Hans Muse forstummede, medens han endnu var i en Alder, hvori andre Digtere have frembragt sine modneste og mest fuldendte Værker. Han døde i Stratford 1616, to og femti Aar gammel.

Shakspeares Theaterstykker pleie af Engelskmændene at inddeles i Comedies *), Tragedies og Histories. Hans Comedies eller Lystspil kunne efter det Forhold, hvori Handlingen staar til den sandsynlige Virkelighed, henføres til fire Grupper. I den første komme Eventyrdramaerne, i hvilke Digteren hensætter Tilskueren i en ren Fantasiverden, hvor overnaturlige, med høiere Kræfter udrustede Væsener spille ind i det menneskelige Liv; hertil høre En Skjærsommernatsdrøm (Midsummernight's Dream) og Stormen (the Tempest). Den anden Klasse danne de Dramaer, i hvilke det egentlige Underbare og Overnaturlige falder bort, men hvor Handlingen dog endnu har en eventyragtig og fantastisk Karakter, og Digteren indfører os i Situationer, som ikke ere saaledes tænkelige i den reale Verden. Hertil ere at regne: Vintereventyret (Winter's Tale), Kjøbmanden i Venedig (the Merchant of Venice), Helligtrekongers - Aften (Twelfth Night, ogsaa med Titelen: What You Will), Som I behager (As You Like It), Elskovs Gjækkeri (Love's Labour's Lost, 5: love's labour is lost). I den tredie Klasse kunne sættes de Stykker, hvori Handlingen vel ikke er ligefrem utænkelig, men dog mere eller mindre eventyrlig og influeret af Tilfældets Spil, saaledes som i De to Veronesere (Two Gentlemen of Verona), Enden god Alting godt (All's Well That Ends Well), Meget Væsen for Ingenting (Much Ado about Nothing). I den fjerde gaar det naturligt til; Tilfældet er udelukket, Handlingen bevæger sig helt og holdent paa det borgerlige Samfunds Grund og bestemmes af Menneskenes Planer og Beregninger. Hertil høre de to Stykker: Hun maa tæmmes (Taming of the Shrew), og De muntre Koner i Windsor (the Merry Wives of Windsor). Med Hensyn til disse Stykkers poetiske Værd kan man i det Hele og Store sige, at Digteren er størst der, hvor han lader sin Fantasi raade friest; hans Virkning er svagest, hvor han træder ind i det borgerlige Liv, i hvilket han altid blev en Fremmed.

*) Comedies kaldtes paa Shakspeares Tid alle Theaterstykker, som endte lykkeligt; senere

indskrænkedes denne Benævnelse til Skuespil, hvori det komiske eller satiriske Indhold var overveiende.

Af Tragedierne ere først at nævne: Romeo, Hamlet, Othello, Kong Lear, Macbeth; de høre til Digterens høiest skattede Dramaer. Til Tragedierne pleie ogsaa at regnes Lige for Lige (Measure for Measure), Cymbeline og Titus Andronikus. Det sidste er et Ungdomsarbeide, som kun har Betydning, fordi det viser Digterens Udgangspunkt, og hvad hans Publikum begjærede; thi dette Rædselsdrama vedblev stedse at være et af dets Yndlingsstykker.

I de historiske Dramaer er Stoffet fornemmelig taget af Englands Historie, i nogle fra den klassiske Oldtid. De engelske Historiedramaer ere: Richard II., Henrik IV. (i to Dele), Henrik V., Henrik VI. (i tre Dele, en Bearbeidelse af tidligere Stykker), omfattende Tiden fra Slutningen af det fjortende til Slutningen af det femtende Aarhundrede (Kampene mellem Husene Lancaster og York); Kong Johan og Henrik VIII. staa isoleret. Disse Stykker ere ikke Dramaer i streng Forstand, forsaavidt de savne en enkelt fremad. skridende Hovedhandling; de give i scenisk Form en Række Episoder af de engelske Kongers og store Baroners Liv, indbyrdes løst forbundne, men med mange effektfulde Enkeltheder.

De romerske Dramaer ere Julius Cæsar, Antonius og Cleopatra, og Coriolan. De ere bedre byggede end de engelske Historiestykker, fordi Shakspeare her fulgte bedre Kilder. Om hans Romere har Goethe sagt, at de ere lutter inkarnerede Englændere*), en Bemærkning, som træffer Karaktererne i alle hans historiske Stykker: de have ingen bestemt historisk eller national Kolorit; Englænderne under Johan ere de samme som under Richard III., og de romerske Helte tale og tænke ganske som de engelske Fyrster og Baroner. Men han giver i det ene som i det andet Tilfælde virkelige Mennesker, eller som Johnson adtrykker det: „History requires Romans or kings, but he thinks only on men“.

Til de fleste af sine Dramaer tog Shakspeare Stoffet fra gamle, især italienske Novellesamlinger; i sine engelske Historiestykker fulgte han Holinsheds Krøniker**); til de romerske Dramaer benyttede han en engelsk Oversættelse af Plutarch,

I Evnen til at fremstille en broget Række af eiendommelige, livagtige Skikkelser, er Shakspeare en af de største Mestere. Ogsaa skildrer han med samme Mesterskab baade komiske og tragiske Karakterer. Den dramatiske Handling giver i det Enkelte mange Anstød; den er ofte svagt motiveret og

*) „Man sagt, er habe die Römer vortrefflich dargestellt; ich finde es nicht; es sind lauter

eingefleischte Engländer, aber freilich Menschen sind es, Menschen von Grund aus, und

denen passt wohl auch die römische Toga“. **) Description and History of England, Scotland, and Ireland, af Raphael Holinshed og

William Harrison (1577), et ukritisk Arbeide, men skrevet i en tiltrækkende Stil, hvorfor det ogsaa var meget populært.

« 이전계속 »