페이지 이미지
PDF
ePub

Should vice expect to 'scape rebuke,
Because its owner is a duke?«
» Alas, poor dean! his only scope
Was to be held a misanthrope.
This into gen'ral odium drew him,
Which if he liked, much good may't do him.
His zeal was not to lash our crimes,
But discontent against the times:
What writings has he left behind?
I hear they're of a different kind;
A few in verse; but most in prose:
Some high-flown pamphlets, I suppose:
All scribbled in the worst of times,
To palliate his friend Oxford's crimes;
To praise Queen Anne, nay more, defend her,
As never favouring the Pretender:
Or libels yet concealed from sight,
Against the court, to show his spite:
Perhaps his travels, part the third;
A lie at every second word
Offensive to a loyal ear:
But not one sermon, you may swear«.
»As for his works in verse or prose,
I own myself no judge of those.
Nor can í tell what critics thought 'em;
But this I know, all people bought 'em,
As with a moral view designed,
To please, and to reform mankind:
And, if he often missed his aim,
The world must own it to their shame,
The praise is his, and theirs the blame.
He gave the little wealth he had
To build a house for fools and mad;
To show, by one satiric touch,
No nation wanted it so much.
That kingdom he hath left his debtor;
I wish it soon may have a better.
And, since you dread no further lashes,
Methinks you may forgive his ashes.

[ocr errors]

ALEXANDER POPE.

1688-1744.

Alexander Pope blev født i London 1688. Da Forældrene vare Katholiker, og Sønnen blev opdraget i den samme Bekjendelse, var Universitetsdannelsen lukket for ham; hans Uddannelse foregik derfor hovedsagelig i Hjemmet, og mest paa egen Haand. Med et fra Fødselen svageligt, næsten gebrækligt Legeme, og ved sin Konfession udestængt fra det offentlige Liv, var Udmærkelse i Literaturen den eneste Vei, ad hvilken han kunde søge Tilfredsstillelse for sin høieste Ærgjærrighed: et berømt Navn og en anseet social Stilling. Til dette Maal arbeidede han fra sin tidligste Ungdom med en Planmæssighed og Udholdenhed, som bar sin Frugt. Han blev Tidens ubestridt første Digter, og hans Selskab søgtes af alt hvad der besad et Navn.

Sin Barndom og Ungdom tilbragte han paa Landet i Nærheden af Windsor, hvorhen Faderen, en City-Kjøbmand, bavde trukket sig tilbage fra Forretningerne. Han begyndte tidlig at gjøre Vers:

As yet a child, and all unknown to fame,

I lisped in numbers, for the numbers came, og opmuntredes i disse Forsøg af Faderen, som paa sin Vis synes at have været en streng Kritiker og ofte sendte ham tilbage for at gjøre Tingen om; naar han saa var fornøiet, pleiede han at sige: „These be good rhymes“. Hans Essay on Criticism, forfattet i en Alder af 21 Aar, blev, da det udkom, varmt anbefalet af Addison i hans Spectator, og dermed var Forfatterens Lykke gjort. For det store Honorar, som hans Oversættelse af Homer indbragte ham, og som væsentlig skyldtes den høie Adels rigelige Subskriptioner *), kjøbte han sig (1718) en Eiendom i Landsbyen Twickenham, ikke langt fra London, hvor han førte et uafhængigt Liv, delt mellem sin

*) Den hele Homer indbragte ham i Alt næsten 9000 Lstrl., deraf Iliaden, som udkom først,

mellem 5 og 6000 Lstrl. Subskriptionsprisen var sex Guineer, eller een Guinee Bindet, dengang en usædvanlig høi Pris. Forlæggeren, Bernard Lintot, bar alle Omkostningerne ved de subskriberede Exemplarer, og betalte ham desforuden et Honorar af 200 Lstrl. for hvert Bind. Swift, som dengang (1713) var i London og netop paa Høiden af sin Indflydelse, interesserede sig med stor Kraft for Subskriptionen.

Digtning og Omgang med sine literære og fashionable Venner. Han døde ugift i Twickenham 1744.

Blandt dem, der hørte til hans nærmeste og fortroligste Kreds, vare Swift, Arbuthnot og Bolingbroke; den sidste, som er vel bekjendt fra Englands politiske Historie, men ogsaa indtager en høi Plads i den engelske Literatur som smagfuld Prosa-Forfatter, var hans literære Testamentfuldbyrder. Arbuthnot var en Skotlænder, som kom til London og blev Livlæge hos Dronning Anna. Han var en udmærket Mand i sit Fag, og ligesaa elskværdig af Karakter som vittig med sin Pen. Hans fornemste Vittighedsværk, „History of John Bull“, en Satire paa Marlborough og Whigpartiets Krigspolitik, har gjort Navnet John Bull typisk som Betegnelse for den engelske Nationalkarakter.

Pope har skrevet Hyrdedigte, Elegier, Satirer, Læredigte, the Rape of the Lock, og oversat Homer. Det første Arbeide, som tilvandt ham almindelig Opmærksomhed, var Essay on Criticism (1711), æsthetiske Strøtanker i Horats' Manér, væsentlig efter Boileau's l’Art Poëtique, et mærkeligt Arbeide i Betragtning af Forfatterens unge Alder. Aaret efter udkom The Rape of the Lock, et komisk Heltedigt, hvis Fabel var grundet paa en virkelig Begivenhed i den fornemme Verden *); Digtet, som sættes meget høit af den engelske Kritik, giver et livligt Billede af engelsk fashionabelt Liv i Dronning Annas Tid. I 1713 udsendte han Subskriptionsindbydelsen paa sin Oversættelse af Homer; Iliaden udkom 1715-20, Odysseen i 1725. Oversættelsen er forfattet i femføddede rimede Jamber, den saakaldte ,heroic couplet“, Popes Yndlingsmetrum, og af ham bragt op til den høieste Fuldkommenhed. Den gamle græske Barde har i denne Dragt faaet et noget fremmed Udseende; den lærde Bentley, hvis Dom Pope var meget spændt paa at høre, sagde om Oversættelsen: „It is a pretty poem, Mr. Pope, but you must not call it Homer". Den fald: imidlertid i Tidens Smag, og har til denne Dag bevaret sin Popularitet i England.

De i Forening med Swift og Arbuthnot udgivne Miscellanies (1727), en vittig Satire paa Smagløsheder i Literaturen, fremkaldte en Række af Angreb fra de Forfattere, hvis Arbeider vare saa slemt medtagne; Swift og Arbuthnot ænsede dem ikke, men de ærgrede i høi Grad den pirrelige Pope, som skrev sin Dunciad eller Dosmernes Epopé, hvori han holdt en Standret over en broget Skare af Poeter,

nter og Forlæggere. Satiren er skrevet med stor Kraft, men skjæmmes meget ved de uædle Udfald mod mindre lykkelige Medbeileres fattige og trængende Kaar.

I 1733–34 udkom Læredigtet Essay on Man, i rimede Kupletter, bestaaende af fire Epistler, tilegnede Lord Bolingbroke, fra hvem Pope skal have faaet det filosofiske Grundlag for Digtet. Det Æmne, han her har taget til Behandling, er paa en Maade det samme som Miltons, yat ret

*) En ung Lord havde i et Selskab hemmelig klippet en Lok af sin Tilbedtes Haar; den

Frihed, Lorden havde taget sig, frembragte en Kulde mellem Familierne, som Digtet tilsigtede at hæve, uden at dog dette lykkedes.

færdiggjøre Forsynets Veie“, men Behandlingsmaaden er meget forskjellig. Digtet nød i sin Tid stor Anseelse, blev oversat paa mange fremmede Sprog, ogsaa paa Dansk (i 1785, efter Foranstaltning af Selskabet for de skjønne Videnskaber), og læses endnu for sin pointerede, sententiøse Stil.

Mellem 1733 og 1738 udkom hans Satires and Epistles of Horace imitated, hvilke høre til hans mest originale Frembringelser. De ere et saa tro Udtryk for Tidens Aand og Forholdene i det Land, hvori Digteren levede, at de kunne læses og nydes uafhængigt af den latinske Original. I dem alle kommer en stærk Opposition mod Walpole og det hannoverske Hof til Orde. Thi skjønt Pope som Katholik var afskaaren fra al direkte Deltagelse i det politiske Liv og selv priser sin neutrale Stilling:

In moderation placing all my glory

While Torys call me Whig, and Whigs a Tory, saa undgik han dog ikke at inddrages i Tidens Partihvirvel. Lord Halifax tilbød ham i sin Tid en Statspension (Digtergage), men han syntes ikke om Whiggerne; hans Sympathier vare og forbleve til hans Død hos Torierne.

Pope har besørget en Udgave af Shakspeare (1725), ligesom det var paa hans Foranstaltning, at Digterens Monument blev reist i Westminster Abbedi.

Det Publikum, for hvilket Pope skrev, var „the town“, eller Hovedstadens fornemme, aristokratiske Selskab. I dette levede og aandede han, og er derfor bleven en saa tro og talentfuld Repræsentant for den i disse Kredse herskende Smag og Aandsretning. For ,the town“ blev skrevet ikke blot hans Essay on Criticism, hans Rape of the Lock, hans Satirer, men ogsaa Essay on Man og Oversættelsen af Homer, og saalænge det engelske Samfund ikke ganske forandrer sin Natur, maa han nødvendigvis vedblive at øve en stor Tiltrækningskraft for det. Størst Betydning tillægge imidlertid hans Landsmænd ham formedelst hans fuldendte Form. Herom siger en engelsk Udgiver af hans Satirer og Epistler: „Pope lives, and must continue to live as long as the English language, by the perfection of his form. Our language is not feeble as a vehicle of emotion, or scanty as a medium of ideas. But it is, in its ordinary employment by our writers, clumsy, cumbrous, without grace, loaded with superfluities, circumlocution, and indirect

English writers have in general been intent upon some immediate purpose, and have not stayed to finish. In Pope, on the contrary, we have the constant effort to condense, to concentrate the meaning. The thought has been turned over and over, till it is brought out finally with a point and finish which themselves elicit admiration ... Pope's wit is of that perfect kind which does not seem to be sought for its own sake, but to be the appropriate vehicle of the meaning. We are not made to feel, that he is constraining himself to write in couplets, but that his couplets are the shape in which he can best make his thoughts tell. He used to say himself that he had found by trial that he could express himself more forcibly in rhyme than in any other form“. (Pope, Satires and Epistles edited by Mark Pattison, Oxford, 1872.)

ness.

1.

EXTRACTS FROM ESSAY ON CRITICISM.

I.
First follow Nature, and your judgment frame
By her just standard, which is still the same:
Unerring Nature, still divinely bright,
One clear, unchanged, and universal light,
Life, force, and beauty, must to all impart,
At once the source, and end, and test of art.

II.

Those rules of old, discovered, not devised,
Are nature still, but nature methodized;
Nature, like liberty, is but restrained
By the same laws which first herself ordained.

III.
Be Homer's works your study and delight,
Read them by day, and meditate by night;
Thence form your judgment, thence your maxims bring,
And trace the Muses upward to their spring.
Still with itself compared, his text peruse;
And let your comment be the Mantuan Muse.

IV.
Some beauties yet no precepts can declare,
For there's a happiness as well as care.
Music resembles poetry; in each
Are nameless graces which no methods teach,
And which a master-hand alone can reach.
If, where the rules not far enough extend,
(Since rules were made but to promote their end),
Some lucky licence answers to the full
Th’ intent proposed, that licence is a rule.
Thus Pegasus, a nearer way to take,
May boldly deviate from the common track.

« 이전계속 »