페이지 이미지
PDF
ePub

Who but must laugh, if such a man there be?
Who would not weep, if Atticus were he!

Proud as Apollo on his forked hill,
Sate full-blown Bufo; puffed by ev'ry quill;
Fed with soft Dedication all day long,
Horace and he went hand in hand in song.
His library, where busts of poets dead
And a true Pindar stood without a head,
Received of wits an undistinguished race,
Who first his judgment asked, and then a place:
Much they extolled his pictures, much his seat,
And flattered ev'ry day, and some days eat:
Till grown more frugal in his riper days,
He paid some bards with port, and some with praise,
To some a dry rehearsal was assigned,
And others, harder still, he paid in kind.
Dryden alone (what wonder?) came not nigh,
Dryden alone escaped this judging eye:
But still the great have kindness in reserve,
He helped to bury whom he helped to starve.

Oh let me live my own, and die so too! (To live and die is all I have to do:) Maintain a poet's dignity and ease, And see what friends, and read what books I please: Above a patron, tho' I condescend Sometimes to call a minister my friend. I was not born for courts or great affairs; I pay my debts, believe, and say my pray'rs; Can sleep without a poem in my head, Nor know, if Dennis be alive or dead.

O friend! may each domestic bliss be thinel Be no unpleasing melancholy mine: Me, let the tender office long engage, To rock the cradle of reposing age, With lenient arts extend a mother's breath, Make languor smile, and smooth the bed of death, Explore the thought, explain the asking eye, And keep a while one parent from the sky! On cares like these if length of days attend, May heaven, to bless those days, preserve my friend, Preserve him social, cheerful, and serene, And just as rich as when he served a queen.

[merged small][ocr errors][merged small]

Den Forandring, som efter Dronning Annas Død og den mislykkede stuartske Reisning indtraadte i den politiske Situation i England, kom til indirekte at øve sin Virkning ogsaa paa Literaturens og Forfatternes Vilkaar. Ved den Del, Torierne havde taget i Prætendentens Sag, vare de som politisk Parti lammede for lange Tider, og Statsmyndigheden, tidligere delt mellem Kronen og den ene eller den anden af de parlamentariske Faktioner, gik nu helt over til et Oligarki af Whiggerne, som under de to første Hannoveranere beherskede Forholdene uindskrænket. Det Hensyn, som de rivaliserende Partier, saalænge intet af dem var overmægtigt, havde taget til Literaturen

ænd, mere som det synes af Nødvendighed end af virkelig Interesse, faldt under disse Omstændigheder bort. Sikkre paa sin Majoritet i Parlamentet, nu mere end nogensinde det altabsorberende Midtpunkt, og beherskende denne Majoritet med klingende Mynt, vendte de regjerende Familier Literaturen Ryggen, saameget mere da Administrationens Chef, Robert Walpole (Premierminister fra 1721-1742), personlig var uden al Interesse for samme, og ganske delte Georg den Andens Opfatning, at der ikke var nogen Nytte i „bainting“ og „boetry“. Denne Ringeagt for literær og videnskabelig Fortjeneste, naar den ikke var forbunden med høi social Stilling eller støttet af et apseet politisk Navn, gik i Arv til de Statsmænd, som fulgte efter Walpole, til Brødrene Pelham og til William Pitt, baade Fader og Søn *), og dette Forhold er i det Væsentlige blevet ved, skjønt

og dens

*) Skotlænderen David Hume, den berømte Historiker, kommer ofte tilbage til dette For

hold. I et Brev, skrevet medens han var Understatssekretær (1767) hos Udenrigsministeren i Lord Chathams Administration, siger han bl. A.: „If a man have the misfortune in London to attach himself to letters, even if he succeeds, I know not with whom he is to live, nor how he is to pass his time in a suitable society. The little company there, that is worth conversing with, are cold and unsociable, or are warmed only by faction and cabal; so that a man who plays no part in public affairs becomes altogether insignificant, and if he is not rich, he becomes even contemptible .... But in Paris a man that distinguishes himself in letters, meets immediately with regard and attention".

ofte beklaget*). Iøvrigt kunde heller ikke Walpole eller hans Efterfølgere ganske undvære Forfatternes Bistand, men den Maade, hvorpaa de benyttedes, som blotte leiede Redskaber, der kastedes bort, naar de vare brugte, bidrog endmere til at nedbryde Agtelsen for dem, ogsaa for de Forfattere, som vare for stolte til saaledes at nedværdige sig **). En Mand, sagde Johnson om denne Tid, behøvede kun at skrive for at blive stillet i Klasse med det laveste af alle menneskelige væsener, en Skribler for et Parti.

Saaledes sank det professionelle Forfatterskab, da Staten og de høiere Stænder unddrog det sin Beskyttelse; og Middelklasserne fulgte de Stores Exempel. „Selv Aldermænd le“, siger Goldsmith paa sin lunefulde Maade, „naar de se en Forfatter nærme sig, og tage nu Hævn over ham for de Vittigheder, som vare gaaede ud over deres Forfædre:

Etiam victis redit in præcordia virtus,

Vistoresque cadunt“. Forfatterne vare saaledes ganske overladte til Boghandlerne, og disse vare hverken mange eller letie at røre, hvor de ikke saa sin umiddelbare Fordel. Hvorledes under disse Omstændigheder Forfatternes Vilkaar har været i Almindelighed, kan man slutte sig til, af hvad de bedste maatte gjennemgaa, Mænd som Johnson og Goldsmith. Begge have efterladt Skildringer heraf, Goldsmith et af Humoren mere dæmpet Billede i det tyvende Kapitel af sin Landsbypræst i Wakefield, Johnson et merkere Billede i sin Biografi af Savage ***). Det var en Kamp fra Dag til Dag for at opholde Livet.

*) S. Lord Mahon (Stanhope), History of England, 18de Kap., og J. Forster, Life of Gold

smith, med Bulwer-Lyttons Anmeldelse af dette Værk i Edinb. Review, Juli 1848 (optrykt

i Lyttons Prose Works, I, 85 fgg.). **) „Parson Scott, Sandwich's chaplain, was now busily going about to negotiate for writers ;

and a great many years afterwards, when he was a rich old Doctor of Divinity, related an anecdote which was to illustrate the folly of men who are ignorant of the world, and the particular and egregious folly of the author of the Traveller. He describes himself applying to Goldsmith, among others, to induce him to write in favour of the administration. „I found him“, he said, „in a miserable set of chambers in the Temple. I told him my authority; I told him that I was empowered to pay most liberally for his exertions; and, would you believe it! he was so absurd as to say, 'I can earn as much as will supply my wants without writing for any party; the assistance you offer is therefore unnecessary to me'. And so I left him“,' added the Rev. Dr. Scott indignantly, „in his garret“. Forster, Life of Goldsmith, II, 70–71. Lord Sandwich skulde ved denne Tid

(1767) indtræde i Chathams Ministerium. ***) Richard Savage var en vægte Søn af Grevinden af Macclesfield, som gjorde sin egen

Skjændsel kundbar for at opnaa Skilsmisse fra sin Mand, hvorpaa hun indgik et nyt Ægteskab. Sønnen blev forstødt af den unaturlige Moder, og da han ved et Tilfælde havde faaet sin Herkomst at vide, reklamerede han forgjæves sine Rettigheder. Savage var ikke uden Talent som Digter; blandt hans Arbeider er et, The Bastard, med „due reverence" tilegnet hans Moder, hvori han skildrer sit ulykkelige Liv:

No mother's care
Shielded my infant innocence with prayer;
No father's guardian hand my youth maintained,
Called forth my virtues, or from vice restrained.

Da Johnson havde skrevet sit smukke Digt „London“ (1738), som vakte almindelig Opmærksomhed, var han i en saa daarlig Forfatning, at han maatte spise sin Middagsmad bag et Skjærmbræt hos Boghandleren Cave, ved hvis Bord Gjæsterne vare fulde af Ros over hans Digt. I flere Billetter til Cave fra denne Tid underskriver han sig impransus (fastende); og endnu Aaret efterat han var bleven færdig med sit største Værk, den engelske Ordbog, blev han to Gange heftet for Gjæld. Gjennem saadanne Trængsler lykkedes det Enkelte at arbeide sig frem til et anseet Navn og et sorgfrit Udkomme, men den store Mængde gik til Grunde. Hvor langt Boghandlerne kunde gaa, viser Boghandleren Gardeners Kontrakt med Poeten Kit Smart: denne havde forpligtet sig til kun at skrive i Gardeners Magasin for en Tid af 99 Aar imod at erholde en Sjettedel af Udbyttet. Han blev engang indsat i et Galehus; Johnson, som haabede, at han snart vilde faa sin Forstand igjen, havde med sin vante Hjælpsomhed mod ulykkelige Forfattere i flere Maaneder skrevet for ham i Magasinet, indtil han fik Sammenhængen at vide; da fik jeg min Forstand igjen, sagde Johnson, og skrev ikke mere (s. ndfr. Nr. 3); den ulykkelige Smart endte i Gjældsfængsel. Boghandlerne realiserede store Formuer i denne Tid; de vare ikke alle som Gardener eller den næsten lige saa berygtede Griffiths, hos hvem Goldsmith arbeidede for Kost og Logis; men i det Hele viste de kun ringe Liberalitet mod dem, hvem de skyldte sin Velstand. I Løbet af Aarhundredets sidste Halvdel indtraadte heri nogen Forandring, væsentlig ved Johnsons Fortjeneste: ved sit Exempel gjorde han Forfatternavnet agtet, og hævede derigjennem ogsaa Forfatternes materielle Vilkaar.

Samuel Johnson blev født i Lichfield i Staffordshire (ikke langt fra Birmingham), hvor Faderen drev en liden Boghandel. Han fik en god Undervisning i Byens Skole, og blev i sit nittende Aar (1728) sendt til Oxford, som han dog af Mangel paa Midler maatte forlade uden at tage nogen Grad. Efter sin Tilbagekomst (1731) forsøgte han sig først en kort Stund som Lærer, gik derpaa til Birmingham, hvor han udførte forskjelligt Negerarbeide for en Boghandler og giftede sig med en Enke, som hverken var ung eller smuk, som han stedse holdt inderlig af og oprigtig begræd, da hun døde (1752). Han vendte nu tilbage til Lichfield og oprettede et „academy“ eller Kostskole, men der meldte sig kun tre Elever, deriblandt den senere saa bekjendte David Garrick. Akademiet blev opgivet, og ban besluttede at gaa til London og der forsøge at vinde sit Underhold

men

Johnson omgikkes meget Savage i den første Tid, efterat han var kommet til London, og fortalte ofte, hvorledes han havde tilbragt mere end een Nat drivende om med ham i Londons Gader, uden Mad og uden Hus, til den lyse Morgen, „in the course of their conversation reforming the world, dethroning princes, establishing new forms of government, and giving laws to the several states of Europe; till, fatigued at length with their legislative office, they began to feel the want of refreshment, but could not muster up more than fourpence halfpendy“. Mange, deriblandt Pope, havde til forskjellige Tider taget sig af ham, men hans Tilstand var haablos. Tilsidst fik hans Venner ham sendt bort fra London til Wales. Han døde i Gjældsfængsel i Bristol 1743, 45 Aar gammel. Moderen levede endnu, da Johnsons Biografi udkom.

ved sin Pen. Med Manuskriptet til en Tragedie i Lommen og fulgt af David Garrick, som agtede at studere til Advokat, drog han afsted (1737).

De første 25 Aar af hans Liv i London var en haard og stadig Kamp for det daglige Brød. Den heldige Debut han gjorde med sin London, en Efterligning af Juvenals tredie Satire, skaffede ham en vis Anseelse hos Boghandlerne. Han arbeidede i de første Aar mest for Boghandleren Cave, til hvis Ugeskrift Gentleman's Magazine“) han leverede Artikler af forskjelligt Indhold, deriblandt Referater af Parlamentsforhandlingerne **). 1744 udkom hans Life of Savage, 1749 Vanity of Human Wishes, en Efterligning af Juvenals tiende Satire. Tragedien Irene, som han havde medbragt fra Lichfield, blev af Garrick bragt til Opførelse i samme Aar, men gjorde ingen Lykke '*'). I 1750–52 udgav han The Rambler, et. Ugeskrift i Spectator-Stilen, to Gange om Ugen, saa godt som ganske alene, med et Indhold af overveiende alvorlig Natur; det nød megen Anseelse og skaffede Johnson Navnet den store Moralist. I 1758-60 leverede han en Række Artikler under Titelen The Idler, af et lettere Indhold, hvormed den lange og brogede Række af Spectator - Skrifterne sluttede. I 1759 skrev han Rasselas, en Fortælling af Indhold og Tendens som Vanity of Human Wishes, for at bestride Udgifterne ved sin Moders Begravelse.

Samtidig med disse Arbeider var gaaet et andet af langt større og varigere Betydning, hans berømte engelske Ordbog. Den blev paabegyndt i 1747 og udkom i Mai 1755. Med alle sine Mangler var det et klassisk

*) Grundlagt af Cave 1731. Det var det første Ugeskrift, som bragte korte Meddelelser af

blandet Indhold, og fandt strax en Mængde Efterlignere, som dog alle forsvandt efter kortere eller længere Tids Forløb. Gentleman's Magazine er det eneste af dem, som

endnu bestaar, „a prosperous Gentleman in the most select company'. **) Det var endnu dengang strengelig forbudt at meddele Parlamentsforhandlingerne, da

Parlamentet betragtede dette som et Brud paa sine Privilegier. Cave offentliggjorde derfor Referaterne som „Debates in the Senate of Great Lilliput“. Johnson skrev dem efter Notitser, som han fik sig meddelt; selv havde han, sagde han, kun een Gang været i Underhuset. Man ser strax af Stilen, at disse Taler helt og holdent ere Johnsons; han standsede ogsaa med dette Forfatterskab, saasnart han opdagede, at Publikum tog Refe. raterne for ægte, og hans Biograf Boswell fortæller, at han kort for sin Død meget beklagede, at han havde været Forfatter af „fictions which passed for realities". Da man engang beremmede ham, fordi han havde skiftet Ros og Dadel.saa ligelig for begge Partier, sagde han: „That is not quite true: I saved appearances tolerably well; but I took care that the Whig dogs should not have the best of it“. Det var først omkring 1770, under den stærke Bevægelse, som Striden med de amerikanske Kolonier fremkaldte i Gemytterne, at Parlamentet maatte bøie sig for den offentlige Menings Tryk og faktisk opgive sit Privilegium paa Forhandlingernes Hemmeligholdelse; efter denne Tid blev det Praxis at ignorere Offentliggjorelsen. Men ethvertsemhelst Medlem har fremdeles Ret til naarsombelst at forlange Huset ryddet for „Fremmede ', derigjennem ogsaa for Referenter, og denne Ret benyttes af og til; det skede saaledes under et stormende Mode Vaaren 1872 (i Anledning af en Motion af Republikaneren Sir Charles Dilke om at indskrænke

Dronningens Civilliste). ***) Johnson satiriserede selv over Stykker, „where declamation roars and passion sleeps“;

men til denne Klasse hørte netop Trene, hvad han selv bagefter erkjendte. Da hans Tragedie engang blev læst høit, forlod han Værelset, sigende, ban havde ikke troet, den var saa slet.

« 이전계속 »