페이지 이미지
PDF
ePub

Yet e'en these bones from insult to protect,

Some frail memorial still erected nigh,
With uncouth rhymes and shapeless sculpture decked,
Implores the passing tribute of a sigh.

Their name, their years, spelt by th' unlettered muse,
The place of fame and elegy supply:
And many a holy text around she strews,

To teach the rustic moralist to die.

For thee, who, mindful of th' unhonoured dead,
Dost in these lines their artless tale relate;
If, 'chance, by lonely contemplation led,

Some kindred spirit shall inquire thy fate,

[ocr errors]

Haply some hoary-headed swain may say

>> Oft have we seen him, at the peep of dawn, Brushing with hasty steps the dews away,

To meet the sun upon the upland lawn.

>> There, at the foot of yonder nodding beech,
That wreathes its old fantastic roots so high,
His listless length at noon-tide would he stretch,
And pore upon the brook that babbles by.

>> Hard by yon wood, now smiling as in scorn,

Muttering his wayward fancies he would rove; Now drooping, woeful-wan, like one forlorn,

Or crazed with care, or crossed in hopeless love.

» One morn I missed him on th' accustomed hill, Along the heath, and near his favourite tree; Another came; nor yet beside the rill,

Nor up the lawn, nor at the wood was he;

>> The next, with dirges due, in sad array,

Slow through the church-way path we saw him borne: Approach, and read (for thou canst read) the lay Graved on the stone beneath yon aged thorn.

>> There scattered oft, the earliest of the year,

By hands unseen, are showers of violets found; The redbreast loves to build and warble there,

And little footsteps lightly print the ground. «

OLIVER GOLDSMITH.

1728-1774.

Nullum fere scribendi genus non tetigit,
nullum, quod tetigit, non ornavit.
Johnson.

Oliver Goldsmith blev født den 10de November 1728 i Landsbyen Pallas i Grevskabet Longford i Irland, den femte af otte Søskende. Tilhørende en Familie, som oprindelig stammede fra England, men længe havde været bosat i Irland, havde han alle den irske Folkekarakters skjønneste Egenskaber, dens Hjertelighed, Godmodighed og naive lystige Humor, men ogsaa dens Godtroenhed og Sorgløshed, forenet med en levende Medfølelse for fremmed Nød, der fulgte ham gjennem hele hans Liv og gaar som en Understrømning gjennem alt hvad han har skrevet. Sin Ungdom tilbragte han i Landsbyen Lissoy i Grevskabet West Meath, hvorhen Faderen, en godhjertet Præstemand, Originalen til Dr. Primrose i hans „Landsbypræst", og den venlige gamle Prædikant i „Den Forladte Landsby", var bleven forflyttet strax efter hans Fødsel; det var hans Erindringer fra denne Tid og fra dette Sted, som antages at ligge til Grund for den idylliske Skildring af „Sweet Auburn", den senere „forladte Landsby". Hans første Lærer, i Landsbyens Skole, var en gammel afskediget Kvartermester, som havde tjent under Marlborough, og mest underholdt Børnene med Historier om sine Eventyr i Felten. Senere kom han, efter at have gjennemgaaet forskjellige høiere Skoler, til Universitetet i Dublin, hvor hans fattige Kaar udsatte ham for megen haard og ydmygende Behandling baade af Kammerater og Lærere. Hans Fremgang i de egentlige Universitetsstudier var kun ringe, navnlig i Mathematiken, hvorimod han siger, han i Klassikerne kunde maale sig med hvemsomhelst. Faderen havde bestemt ham for den geistlige Stand, men han bestod ikke Biskoppens Examen, og kunde saaledes ikke blive ordineret. Efter et mislykket Forsøg med det juridiske Studium blev han sendt til Edinburg for at studere Medicin. Her opholdt han sig i to Aar, reiste saa til Fastlandet, og tilbragte nogen Tid ved de medicinske Skoler i Leiden og Løwen. Derpaa vandrede han paa sin Fod gjennem Schweiz, Italien og Frankrig, fægtende sig frem, som i sin Tid

[ocr errors][ocr errors]

Efter et Aars Ophold i Udsmukke Skildringer i hans satte han i Begyndelsen af

Holberg, fornemmelig ved Hjælp af sin Fløite. landet paa denne Maade, hvilket vi skylde de Traveller og det berømte Kapitel i hans Vicar, 1756 Foden paa engelsk Grund og tog Veien til London, blottet for Alt og uden en Ven eller Kjending i den store, øde By. Han forsøgte sig her i forskjellige Retninger for at skaffe sig et Udkomme: han var, efter hinanden, Laborant hos en Apotheker, praktiserende Læge i Fattigkvartererne ved Themsen, Korrekturlæser i Richardsons Trykkeri, Lærer ved et „Akademi“, Literaturanmelder i Boghandleren Griffiths's Monthly Review, og, i Fortvivlelse over den Medfart hans Artikler led under Mr. og Mrs. Griffiths's grove Hænder, Skolelærer igjen. Et nyt Forsøg han gjorde paa at skabe sig en Stilling som Læge, mislykkedes, og han maatte atter gribe til Pennen, som fra nu af blev hans stadige og eneste Underhold (1758). Han leverede Bidrag til de forskjellige Revuer og Magasiner, som blomstrede saa frodigt i denne Tid, og udførte ved Siden deraf andet Arbeide som kunde falde, for Boghandlerne. I 1759 udkom hans Enquiry into the Present State of Polite Learning in Europe, hans første selvstændige Arbeide, men uden Navn, skrevet i hans bedste Stil og af megen Betydning for Kundskaben om Literaturens Vilkaar i England paa den Tid. Et Ugeskrift, The Bee, blev paabegyndt i samme Aar, men gik ind med det ottende Nummer. Aaret efter skrev han for et nyoprettet Dagblad sine udmærkede Chinesiske Breve (med Montesquieu's Lettres Persanes som Forbillede), hvilke han siden samlede og udgav særskilt under Titelen The Citizen of the World. I 1761 gjorde han gjennem Percy, den senere Biskop og Udgiver af Relics of Ancient English Poetry, Bekjendtskab med Johnson, og mellem begge udviklede sig et fast Venskab, som først endte med Goldsmiths Død.

I de tretten Aar, som fulgte, vedblev det Meste af hans Tid at være optaget med at udføre Bestillingsarbeide for Boghandlerne. De betydeligste af disse Arbeider vare hans to Englands-Historier (en mindre, og en udførligere i fire Bind), hans Roms og Grækenlands Historie, Kompendier, som endnu hævde sin Plads i Literaturen, og History of Animated Nature, i otte Bind (1774), væsentlig efter Buffons store Værk, altsammen udført med hans sikkre Takt og Smag, men ofte nok med et tungt Hjerte; da en ung, lykkeligere stillet Ven viste ham et med stor Omhu udarbeidet Manuskript, bemærkede han hertil: tænk paa mig, som maa skrive et Bind hver Maaned". Men det var disse og lignende Arbeider, der skaffede ham, som han selv siger, Mad, Drikke og gode Klæder; de barbenede Muser vilde lade ham dø af Hunger*). I de Mellemrum, han kunde afse fra dette Forfatterskab, fremkom de Værker, som høre til den engelske skjønne Literaturs bedste og ædleste Smykker, som have gaaet Verden rundt og gjort hans Navn udødeligt: hans Traveller, or,

*) Da En i et Selskab, efterat hans Deserted Village var udkommet, spurgte ham, om man ikke snart kunde glæde sig til et nyt Digt af ham, svarede han:,,I cannot afford to court the draggle-tail Muses, my Lord, they would let me starve; but by my other labours I can make shift to eat and drink, and have good clothes",

A Prospect of Society (1764), en poetisk Epistel, tilegnet Broderen Henry Goldsmith, og skildrende hans egne Reiseindtryk fra hans Fastlandstur, hvilke han sammenfatter i den Hovedsum, at Regjeringsformerne kun ere af ringe Betydning for Menneskenes Lykke og Tilfredshed, at denne kan findes ogsaa i de Lande, som regjeres efter andre Grundsætninger end England, og at det lyse Billede man pleier at udmale af dettes Forfatning, ogsaa har sine dybe Skygger*); The Deserted Village (1770), en Pendant til og Fortsætsættelse af The Traveller, som retter en gribende Appel til de Store og Mægtige for alle de Ulykkelige og Lidende i Samfundet, navnlig for den store og arme Landbefolkning, hvis Frihed og Uafhængighed han ser stedse mere truet ved det skrigende Misforhold i Eiendommens Fordeling; hans verdensberømte Vicar of Wakefield, som henlaa to Aar hos Forlæggeren, inden den udkom, og da den udkom, kun vakte ringe Opmærksomhed; som Goethe mange Aar efter, da han skrev sit Livs Erindringer, erklærede for en af de bedste Romaner, der nogensinde var skrevet, og tillagde den høieste Betydning for sin egen Udvikling i et af de vigtigste Afsnit af sit Liv**); de to Komedier, The Good-Natured Man, vraget af Garrick paa Drury Lane og bragt til Opførelse paa Covent Garden af Colman (1768), og She Stoops to Conquer, or, The Mistakes of a Night, som blev haardnakket afvist af Colman, men med Magt paatvunget ham af Johnson, og som gjorde en exempelløs Lykke, bortblæste med Eet fra Scenen den sentimentale Komedie, og siden har været anseet for et af de bedste og fornøieligste Lystspil, som den engelske Skueplads eier. Disse Værker udmærke sig, som alt hvad der udgik

*) O then how blind to all that truth requires,
Who think it freedom when a part aspires!
Calm is my soul, nor apt to rise in arms,
Except when fast-approaching danger warms:
But when contending chiefs blockade the throne,
Contracting regal power to stretch their own;
When I behold a factious band agree

To call it freedom, when themselves are free;
Each wanton judge new penal statutes draw,
Laws grind the poor, and rich men rule the law;
The wealth of climes, where savage nations roam,
Pillaged from slaves, to purchase slaves at home;
Fear, pity, justice, indignation start,

Tear off reserve, and bare my swelling heart;
Till half a patriot, half a coward grown,
I fly from petty tyrants to the throne.

Traveller.

**) Det var under sit Ophold i Strasburg, at Goethe stiftede Bekjendtskab med Goldsmiths Landsbypræst; Wahrheit und Dichtung (Werke, 21, 262 fgg. 1840) skjænker han den en udførlig Omtale, og skildrer meget anskueligt, hvilket Indtryk den gjorde paa ham, da han hørte den læse af Herder. I et Brev til Komponisten Zelter, skrevet i hans 8ide Aar, fortæller han, at han har læst den paany, og levende er kommen til at mindes, hvormeget han var bleven dens Forfatter skyldig i sin Ungdom. Han var ogsaa en enthusiastisk Beundrer af The Deserted Village og forsøgte paa at oversætte den; men han kunde ikke tilfredsstille sig selv, og opgav det.

fra Goldsmiths Pen, ved en Renhed og Sandhed i Følelsen, og en Kyskhed og Ynde i Stilen, som ganske er hans egen: „Alt hvad han rørte ved, forskjønnede han"; og i dem alle slaar det gode og varme Menneskehjerte os imøde og vækker beslægtede Stemninger, hvad Johnson saa smukt har udtrykt, naar han i den bekjendte Gravskrift kalder ham den stærke, men milde Behersker af de menneskelige Sindsbevægelser, i Sorg som i Glæde: sive risus essent movendi sive lacrimæ, affectuum potens, at lenis dominator.

Blandt de engelske Essayister indtager Goldsmith maaske den første Plads, hvad enten der sees hen til den elegante Fremstilling eller Beskaffenheden af de behandlede Emner. Han var en meget finere Iagttager, end man i Almindelighed antog ham for, og da han var født og opdragen udenfor England og havde seet sig meget om i fremmede Lande, havde han frigjort sig for næsten alle traditionelle Fordomme og betragtede mange af de engelske Skikke og Indretninger som absurde og fordærvelige. Medens andre Essayister, fra Steele og Addison og nedover til Johnson, for det meste indskrænkede sig til at skjæmte med de fælles menneskelige Daarskaber og Naragtigheder eller til almindelige moralske Betragtninger over Verdens Tomhed og Forfængelighed, lader Goldsmith den fremmede Chineser undre sig over, at Besættelsen af Statens vigtigste Embeder, de geistlige, er afhængig af Parlamentsmedlemmernes Luner og Indfald, at de bedste og høiest aflagte af disse bruges til Forsørgelse for de store Familiers yngre Medlemmer, som svælge i Overflod, medens de lavere Geistlige, som udføre, eller skulde udføre Arbeidet, nedsynke i Armod og Foragt; over den langsomme og kostbare Retspleie, som gjør Retfærdigheden til en Luxusartikel for de Rige; den barbariske Straffelovgivning, som lod det mindste Tyveri straffes med Døden, og lignende Ting, for hvilke Nationens Lovgivere baade da og længe efter vare døve, og tildels have været det til denne Dag. Et ikke mindre skarpt Øie havde han for Forholdene paa Fastlandet. Han forudsagde Gustav den Tredies Statskup, og, om ikke den franske Revolution, saa dog det absolute Kongedømmes Fald. „Jeg kan ikke andet end tro“, siger han om Frankrig, „at Frihedens Genius har gjort sin Indtrædelse i dette Land i Forklædning. Hvis der blot kommer tre svage Konger til paa Thronen, vil Masken kastes, og Landet paany blive frit“.

Goldsmiths sympathetiske Natur gjorde ham fortrinlig skikket til at vurdere Andres Arbeider; han kritiserede med udsøgt Smag, og de Prøver, han i denne Retning har efterladt, ere Mønstre paa træffende Kritik. Den samme Egenskab gav ham ogsaa en særegen Magt til at læse Andres Karakter, hvad han viste i sit Digt Retaliation, hvori han har tegnet de forskjellige Medlemmer af Johnsons Klub, et Arbeide af den høieste Kunst. Alle disse Portræter ere udmærkede, men især har Edmund Burkes altid været beundret, ikke blot for den retfærdige Tribut, som deri ydes hans høie Begavelse, men endnu mere for den Sikkerhed, hvormed han har stillet Horoskopet for hele hans følgende Liv, forudsiger hans Triumfer, men ogsaa de store Skuffelser, som i denne Tid skulde beredes den udmærkede Mand. Da Goldsmith skrev sin fingerede Gravskrift, stod Burke endnu kun

« 이전계속 »