3. The Village-Schoolmaster. Beside yon straggling fence that skirts the way, For even though vanquished, he could argue still; But past is all his fame. The very spot 3. CHARACTERS OF BURKE, GARRICK, AND REYNOLDS. (From Retaliation.) Here lies our good Edmund, whose genius was such, For a patriot too cool; for a drudge, disobedient, II. Here lies David Garrick, describe me who can, For he knew when he pleased he could whistle them back. Ye Kenricks, ye Kellys, and Woodfalls so grave, What a commerce was yours, while you got and you gave! To act as an angel and mix with the skies: Those poets, who owe their best fame to his skill, Old Shakspeare receive him with praise and with love, III. Here Reynolds is laid, and to tell you my mind, His pencil our faces, his manners our heart: To coxcombs averse, yet most civilly steering, When they judged without skill, he was still hard of hearing: When they talked of their Raphaels, Correggios, and stuff, He shifted his trumpet, and only took snuff. By flattery unspoiled ..... 4. TONY LUMPKIN'S SONG. (From She Stoops to Conquer.) Let schoolmasters puzzle their brain, With grammar, and nonsense, and learning, Good liquor, I stoutly maintain, Gives genus a better discerning. Let them brag of their heathenish gods, Their Lethes, their Styxes, and Stygians, Their Quis, and their Quæs, and their Quods, They're all but a parcel of Pigeons. Toroddle, toroddle, toroll. When methodist preachers come down, I'll wager the rascals a crown, They always preach best with a skinful. But you, my good friend, are the Pigeon. Then come, put the jorum about, And let us be merry and clever, Our hearts and our liquors are stout, Here's the Three Jolly Pigeons for ever. Let some cry up woodcock or hare, Your bustards, your ducks, and your widgeons; But of all the gay birds in the air, Here's a health to the Three Jolly Pigeons. DAVID HUME. 1711-1776. David Hume, skeptisk Filosof og Historieskriver, var en Skotlænder, født i Edinburg 1711. Han var først bestemt for Skranken, og siden for Handelen, men hans Hu stod til Literaturen Han lod sig udbetale en liden Arvepart, som var tilfalden ham ved Faderens Død, og gik til Frankrig, som var et billigere Opholdssted. Her tilbragte han tre Aar, dels i Rheims, dels i Jesuiterkollegiet La Flêche i Anjou, ganske optaget af Studeringer. I 1737 vendte han tilbage og udgav en Afhandling om den menneskelige Natur (1738), senere omarbeidet og udgivet under Titelen Inquiry Concerning Human Understanding, et Skrift, som har øvet stor Indflydelse, men som, da det fremkom, kun vakte ringe Opmærksomhed i England. En gunstigere Modtagelse fik hans næste Arbeide, Essays Moral, Political, and Literary (1742), som senere fulgtes af en anden Del under Titelen Political Discourses (1752). I 1746-48 ledsagede han som Sekretær General St.-Clair paa en Sendelse til Hofferne i Wien og Turin, og skrev under denne Reise en Dagbog, hvilken siden er udgivet. Efter forgjæves at have søgt et Professorat først i Glasgow, siden i Edinburg, blev han Bibliothekar ved de skotske Advokaters Bibliothek i denne By, en Post, han fornemmelig attraaede for at kunne have uhindret Adgang til den rige og udsøgte Bogsamling. Denne Stilling førte ham fra hans filosofiske Spekulationer ind paa historiske Studier, hvis Frugt blev hans berømte Englands Historie. Hans oprindelige Plan var kun at skildre Tidsrummet fra Englands og Skotlands Forening indtil Dronning Annas Død (1714), men han førte aldrig Værket længere ned end til Revolutionen (1688). Det første Bind, som udkom i 1754, indeholdt Jakob den Førstes og Karl den Førstes Regjering, men fik en meget kjølig Modtagelse; det andet Bind, omfattende The Commonwealth, Karl den Anden og Jakob den Anden (1757), mishagede Whiggerne mindre, og „bragte ogsaa det første Bind flot", som han siger i sin Autobiografi. Han gik nu tilbage og skildrede Tudorernes Tid (1759), og den Lykke, som denne Afdeling gjorde, bevægede ham til at føie Boghandlerne og afslutte Værket med en Skildring af Tiden fra Cæsars Indfald til Henrik den Syvendes Thron bestigelse (1761-62). Denne sidste Del er det svageste Parti, hvilket er let forklarligt, da de vigtigste Aktstykker for dette Afsnit paa den Tid endnu vare ganske ubekjendte og ubearbeidede. Det store Værk indbragte dets Forfatter Ære og Penge i rigeligt Maal, og han levede i saa behagelige Forhold i Edinburg, at det kun var meget modstræbende han gav efter for Markien af Hertfords indstændige Anmodninger, og fulgte denne, der var udnævnt til britisk Ambassadør i Versailles, som Gesandtskabssekretær til Paris i 1763. Her var hans Ry gaaet forud for ham, og han blev strax Dagens Løve i det fornemme parisiske Selskab, men viste sig tillige som en dygtig Diplomat, og styrede for en kort Tid Gesandtskabet som Chargé d'Affaires. I 1766 vendte han tilbage til England, og blev Understatssekretær hos Udenrigsministeren, General Conway, en Broder af Lord Hertford. Da Ministeriet opløstes i 1769, vendte Hume tilbage til Skotland. Han døde ugift i Edinburg 1776. Humes Englands Historie hører til den engelske Literaturs klassiske Værker. Alle ere enige i at berømme hans fortræffelige historiske Stil, dens Klarhed, Naturlighed og Livlighed, hvorimod Dommene (i England, som naturligt) have været mere delte angaaende Indholdet. Den første Afdeling, eller Stuarternes Historie, vakte formedelst den antipuritanske Tone Anstød hos Whiggerne, men det modsatte Parti var heller ikke ganske fornøiet med hans Skildring. Hume siger herom selv: „Min Maade at bedømme Tingene paa nærmer sig mere Whiggernes Principer, min Maade at skildre Personerne svarer mere til Toriernes Fordomme; men de fleste Mennesker se mere paa Personerne end paa Tingene; det bedste Bevis herfor er, at jeg i Almindelighed bliver regnet til Torierne". Han sagde om sig selv, at han var en Whig, men en skeptisk Whig, hvorved han antydede, at han ikke fulgte Whiggerne i deres yderste Konsekventser, hvilke efter hans Mening førte til Republikanisme; thi Hume var en bestemt Tilhænger af Monarkiet. Den tyske Historieforsker Fr. v. Raumer dømmer meget gunstigt om Humes Værk; han finder en upartisk Sandhedskjærlighed hos ham; „at flere politiske Partier i England vare utilfredse med Hume, viser, at han netop ikke er nogen Partiskribent, men forblev den ved alvorlige Studier vundne Overbevisning tro" *). Humes Afhandlinger over historiske, politiske og statsøkonomiske Æmner ydes af anseede engelske Forfattere den høieste Ros, og de ere endnu, efter hundrede Aars Forløb, lige saa tiltrækkende ved sin Fremstilling, som lærerige ved sit Indhold. *) En anseet engelsk Kritiker, John Allen, en streng Whig, har i Edinb. Review (Nr. 83, S. 3) bemærket Følgende om Humes Værk:,,In vain shall we look elsewhere for those general and comprehensive views, that sagacity and judgment, those masterly lessons of political wisdom, that profound knowledge of human nature, that calm philosophy and dispassionate balancing of human opinions, which delight and instruct us in the pages of Hume". Mahon's History of England, Ch. LX. |