ÆäÀÌÁö À̹ÌÁö
PDF
ePub

intention of blaming them; still less of provoking them, who were his audience and judges.

Whether a man was a citizen or a stranger among that people, it seems indeed requisite, either that he should impoverish himself, or that the people would impoverish him, and perhaps kill him into the bargain. The orator last mentioned gives a pleasant account of an estate laid out in the public service; that is, above the third of it in rareeshows and figured dances.

The new settled colony of Heraclea, falling immediately into faction, applied to Sparta, who sent Heripidas with full authority to quiet their dissensions. This man, not provoked by any opposition, not inflamed by party rage, knew no better expedient than immediately putting to death about 500 of the citizens. A strong proof how deeply rooted these violent maxims of government were throughout all Greece.

If such was the disposition of men's minds among that refined people, what may be expected in the commonwealths of Italy, Afric, Spain, and Gaul, which were denominated barbarous? Why otherwise did the Greeks so much value themselves on their humanity, gentleness, and moderation, above all other nations? This reasoning seems very natural; but unluckily the history of the Roman commonwealth in its earlier times, if we give credit to the received accounts, presents an opposite conclusion. No blood was ever shed in any sedition at Rome, till the murder of the Gracchi. Dionysius Halicarnassæus, observing the singular humanity of the Roman people in this particular, makes use of it as an argument, that they were originally of Grecian extraction: whence we may conclude, that the factions and revolutions in the barbarous republics were usually more violent than even those of Greece above mentioned.

If the Romans were so late in coming to blows, they made ample compensation after they had once entered upon the bloody scene; and Appian's history of their civil wars contains the most frightful picture of massacres, proscriptions, and forfeitures, that ever was presented to the world. What pleases most in that historian, is, that he seems to feel a proper resentment of these barbarous proceedings; and talks not with that provoking coolness and indifference, which custom had produced in many of the Greek historians.

The maxims of ancient politics contain, in general, so little humanity and moderation, that it seems superfluous to give any particular reason for the acts of violence committed at any particular period. Yet I cannot forbear observing,

that the laws, in the later period of the Roman commonwealth, were so absurdly contrived, that they obliged the heads of parties to have recourse to these extremities. All capital punishments were abolished: however criminal, or, what is more, however dangerous any citizen might be, he could not regularly be punished otherwise than by banishment; and it became necessary, in the revolutions of party, to draw the sword of private vengeance; nor was it easy, when laws were once violated, to set bounds to these sangui nary proceedings. Had Brutus himself prevailed over the triumvirate, could he, in common prudence, have allowed Octavius and Anthony to live, and have contented himself with banishing them to Rhodes or Marseilles, where they might still have plotted new commotions and rebellions? His executing C. Antonius, brother to the triumvir, shows evidently his sense of the matter. Did not Cicero, with the approbation of all the wise and virtuous of Rome, arbitrarily put to death Cataline's accomplices, contrary to law, and without any trial or form of process? and if he moderated his executions, did it not proceed, either from the clemency of his temper, or the conjunctures of the times? A wretched security in a government which pretends to laws and liberty!

Thus one extreme produces another. In the same manner as excessive severity in the laws is apt to beget great relaxa tion in their execution; so their excessive lenity naturally produces cruelty and barbarity. It is dangerous to force us, in any case, to pass their sacred boundaries.

EDWARD GIBBON.

1737-1794.

Edward Gibbon *), det synkende Romerriges berømte Historiker, var Søn af en rig Godseier i Surrey og født i Putney 1737. Han var et svageligt Barn, som blev opdraget i Hjemmet og for det meste overladt til sig selv; men da han her havde fri Adgang til gode Bibliotheker, læste han paa egen Haand en stor Mængde Bøger, især af historisk Indhold, og gik i sit sextende Aar til Oxford, som han selv siger, med et Forraad af Kundskaber, som kunde sætte en Doktor i Forlegenhed, og en Uvidenhed saa stor, at en Skoledreng vilde skamme sig derover. Under sit Ophold i Oxford, hvor han fortsatte sin gamle, omløbende Studeremaade, stødte han paa Bossuets Skrifter, og Læsningen af disse bragte ham til at gaa over til den katholske Lære, hvoraf fulgte, at han maatte forlade Universitetet, en Skilsmisse, han ikke tog sig meget nær. Faderen sendte ham nu til Lausanne, hvor han blev anbragt i Huset hos en reformeret Geistlig, og under dennes Paavirkning vendte tilbage til den protestantiske Kirke. Men det antages, at Følgen af disse religiøse Svingninger blev den, at han endte i Skepticisme og religiøs Indifferentisme. Overhovedet tilhørte Gibbon, som Flerheden af det attende Aarhundredes ledende Mænd, Tidens filosofiske eller encyklopædiske Retning, hvad der ogsaa kommer tilsyne i hans Værk i de Afsnit, som mere specielt omhandle Kristendommen. Efter fem Aars Ophold i Lausanne, hvorunder han med stor Flid studerede Klassikerne og fransk Sprog og Historie, vendte han i 1758 tilbage til England. Her bleve hans Studier for en længere Tid afbrudte ved Tjenestegjøring i Militsen (fra 1760–62, i Anledning af et befrygtet Indfald fra Frankrig), og skjønt han i det Hele betragtede den paa denne Maade anvendte Tid som spildt, for sig selv saavelsom for Militsen, havde han dog det Udbytte deraf, at han lærte at kjende sit Folk og sit Land, for hvilket han var bleven en Fremmed under sit Ophold i Udlandet; han sagde ogsaa, at de Erfaringer, han her gjorde, senere kom ham til Nytte, da han skrev sin Historie.

*) Udtales med haardt g: Ghibbon.

Saasnart Freden var sluttet (1763), tog han atter afsted til Fastlandet, først til Paris, og derfra til Lausanne, hvor han tilbragte elleve Maaneder med at forberede sig til sin Reises Maal, Italien. I 1765 kom han tilbage til England, og, naar fraregnes nogle smaa, foreløbige literære Forsøg, og den ikke meget betydelige Tid, som hans passive Deltagelse i Parlamentets Forhandlinger krævede, vare de følgende toogtyve Aar af hans Liv helt optagne med at samle Materialierne til hans store Værk: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, og føre det i Pennen. Sjelden har en Forfatter gaaet til et historisk Arbeide saa grundig og alsidig forberedt som Gibbon. Han havde gjort et omfattende Studium af alle til Emnet hørende Kilder, derhos ved personlig Nærværelse paa Stedet havt Anledning til at gjøre sig fortrolig med Skuepladsen for de Begivenheder, han skildrede; hans Stilling som fleraarig Officer i den engelske Milits gav ham, efter hans egne Ord, en for hans Arbeide nyttig Indsigt i den væbnede Magts Indretning og Benyttelse; og endelig, hvad han selv tillægger den største Betydning for en Historiker, han havde som Medlem af Parlamentet Leilighed til gjennem egen Erfaring at blive bekjendt med de Vilkaar, hvorunder et stort Borgersamfunds Anliggender ledes og styres. Saaledes udrustet fremtraadte han med det første Bind af sit Værk i 1776, det samme Aar, hvori Hume, hans store Forbillede *), døde; de to følgende Bind udkom i 1781, og her, med det vestlige Riges Fald, skulde Værket efter den oprindelige Plan standse. De tre sidste Bind, indeholdende det østlige Riges Historie, bleve forfattede i Lausanne, hvor Gibbon havde boet siden 1783. Han har i sine Erindringer omhyggelig antegnet, baade Tiden da Tanken om at skrive Værket fødtes, og da det fandt sin endelige Afslutning. Det var, siger han, i Rom, den 15de Oktober 1764, som han sad mellem Kapitoliets Ruiner, og Munkene sang sin Aftensang i Jupiters Tempel, at Tanken om at skrive den evige Stads Historie først opstod hos ham; det var om Aftenen den 27 de Juni 1787, at han skrev de sidste Linier paa det sidste Blad i sit Havelysthus i Lausanne.

Værket blev strax ved sin Fremkomst modtaget med overordentligt Bifald, af Mænd af Faget som Hume og Robertson, saavelsom af det store Publikum **); de Røster, som, mest fra enkelte Geistlige, hævede sig

*) I sine Erindringer yttrer Gibbon sig paa følgende Maade om de to store samtidige Historieskrivere, Skotlænderne Robertson (Forfatter af Skotlands og Karl den Femtes Historie) og Hume:,,The old reproach, that no Pritish altars had been raised to the muse of history, was recently disproved by the first performances of Robertson and Hume, the histories of Scotland and of the Stuarts. I will assume the presumption of saying, that I was not unworthy to read them: nor will I disguise my different feelings in the repeated perusals. The perfect composition, the nervous language, the well-turned periods of Dr. Robertson, inflamed me to the ambitious hope, that I might one day tread in his footsteps: the calm philosophy, the careless inimitable beauties of his friend and rival, often forced me to close the volume with a mixed sensation of delight and despair". **) Hume tilskrev Forfatteren bl. A. saaledes:,,Whether I consider the dignity of your style, the depth of your matter, or the extensiveness of your learning, I must regard the work as equally the object of esteem; and I own that if I had not previously had the happiness

mod det, navnlig mod de to Kapitler, hvori Kristendommens Udbredelse skildres, gjorde intet Skaar i dets Popularitet *).

Gibbon var i otte Aar Medlem af det engelske Underhus, fra 1774 til 1782. „En Morgen", skriver han til sin Ven Mr. Holroyd (senere Lord Sheffield) i 1774, „omtrent Klokken halv otte, just som jeg var i Færd med at nedsable en Armé Barbarer, hørte jeg det banke paa min Gadedør, og ind traadte strax efter min Ven Mr. Eliot. Efter nogen Tale om ligegyldige Ting, meddelte han mig, at hvis jeg ønskede at komme ind i Parlamentet, saa havde han en uafhængig Plads, 'som ganske var til min Tjeneste". Den Plads, hvortil Gibbon hentyder med det ironiske Tillæg „uafhængig“, var for Liskeard, en af de saakaldte raadne Flækker, dengang under Familien Eliots Indflydelse, og Meningen var selvfølgelig, at Kandidaten skulde følge Mr. Eliots Politik. Begge Parter bleve snart enige, og Gibbon repræsenterede Liskeard indtil 1780, da Mr. Eliot ved de nye Valg slog sig til Oppositionen, og Gibbon med den samme Lethed, hvormed han i sin Tid var bleven valgt, nu blev kasseret; thi, siger han, „Vælgerne i Liskeard ere sædvanlig af den samme Mening som Mr. Eliot". Han kom imidlertid ind igjen for en anden Flække ved Lord Norths Indflydelse. I hele den Tid han sad i Parlamentet, støttede han denne Minister, og gav under Englands lange Kamp med sine amerikanske Kolonier „mangt et oprigtigt Votum for Moderlandets Ret, ihvorvel maaske ikke for dets Interesse". Men han var i den hele Tid taus. Han fortæller, at han flere Gange havde bestemt sig til at tale, men at Modet svigtede ham, hver Gang han vilde forsøge: „de store Talere fyldte mig med Fortvivlelse, de slette med Rædsel". Han blev i 1779 belønnet med en Sinekure som en af Lord-Kommissarierne ved Handelskollegiet (Board of Trade), en Post, han mistede i 1782, da Kollegiet under Rockinghams Ministerium blev ophævet **). Han mistede herved en ikke ubetydelig aarlig

of your personal acquaintance, such a performance from an Englishman in our age would have given me some surprise. You may smile at this sentiment, but as it seems to me that your countrymen, for almost a whole generation, have given themselves up to barbarous and absurd faction, and have totally neglected all polite letters, I no longer expected any valuable production ever to come from them. I know it will give you pleasure (as it did me) to find that all men of letters in this place [Edinburgh] concur in their admiration of your work, and in their anxious desire of your continuing it".

Det er betegnende for det engelske Bogvæsens daværende Tilstand, at den første Boghandler, som Gibbon tilbød sin Historie, afviste Forlaget som altfor voveligt. Værket overtoges da af Boghandleren Cadell og Bogtrykkeren Strahan; det første Oplag (af det første Bind) var oprindelig bestemt kun til 500 Exemplarer, hvilket dog Strahan troede kunde forøges til 1000. Det blev udsolgt paa nogle faa Dage, og Forlæggerne tjente paa det hele Værk en stor Formue (60,000 Lstlr.)

*) Dr. Robertson, selv en af de fornemste skotske Geistlige, tilføier i et Brev til Mr. Strahan, hvori han har omtalt Værket med stor Anerkjendelse, Følgende: „I hope the book will be as successful as it deserves to be. I have not yet read the two last chapters [on the Progress of Christianity]; but am sorry, from what I have heard of them, that he has taken such a tone in them as will give great offence, and hurt the sale of the book". **) Efter Forslag af Burke, som havde indbragt for Underhuset en omfattende Plan til ekonomiske Reformer, fornemmelig sigtende til at afskaffe de mange,,Pensioner" og Sinekureposter, hvorover de vexlende Ministerier forføiede, og som de brugte til at vinde

« ÀÌÀü°è¼Ó »