EDMUND BURKE.

1728-1797.

Den sidste Halvdel af det attende Aarhundrede ansees almindelig for den engelske Veltalenheds store Tid, repræsenteret ved Navne som Chatham, Burke, Fox, Sheridan, Pitt, Erskine og Grattan. Den sidste, en Irlænder (ligesom Burke og Sheridan), vandt sit Navn i det irske Parlament, som under Englands Svækkelse efter dets Nederlag i den amerikanske Strid havde tiltvunget sig selvstændig Lovgivningsmyndighed. Erskine var yngre Søn af en gammel skotsk Familie, med hvem det var gaaet tilbage, og kom i en ung Alder til London, hvor han siden feirede store Triumfer for Skranken, og derfra steg til en engelsk Lordkantslers høie Værdighed. De øvrige glimrede i det engelske Parlament, hvor deres Ry fornemmelig knytter sig til deres Optræden i de amerikanske og indiske Anliggender, samt den franske Revolution. I første Række blandt disse Mænd staar Edmund Burke. Som behændig Debattant og parlamentarisk Taktiker overgik mange af hans Samtidige ham, men ingen i Henseende til Veltalenhedens solide og varige Egenskaber, selv ikke den ældre Pitt, der ansees for at være den, som kommer ham nærmest. Hvad Bulwer-Lytton har sagt, at Efterverdenen endnu betragter ham som „the most luminous intellect that ever flashed on the windows of the 'Great Houses", har man let for at tiltræde, og han lyser ikke mindre ved sin høie Intelligens, end ved sin rene, mandige Karakter. Blandt alle Englands offentlige Mænd er han maaske den nobleste Skikkelse. Han var en Politiker i Ordets gode Betydning, hvis Handlemaade bestemtes af faste Grundsætninger og en virkelig Overbevisning, som ofrede alt for andre, og intet begjærede for sig selv. Som Forholdene laa, maatte han, for overhovedet at kunne udrette noget, slutte sig til en af de to store Familieforbindelser, som dengang beherskede det offentlige Liv uindskrænket, hvoraf fulgte, at han ikke altid kunde undgaa at maatte underordne sin individuelle Mening under Partihensynene; men disse Tilfælde vare sjeldne. Hvor det gjaldt store og principielle Spørgsmaal, kjendte han ikke Persons Anseelse. Han viste dette ligeoverfor sine Vælgere i Bristol, baade da de valgte ham,

og da de forkastede ham; og han skilte sig fra de Mænd, med hvem han havde fulgtes ad den bedste Del af sit Liv, da han troede, at en høiere Pligt end Troskab mod Partifanen bød ham at gjøre dette Offer. Hans personlige Stilling var ikke gunstig. Som en ubemidlet Mand og en ny Mand, uden Hartkorn, uden Ahner eller høie Konnexioner, havde han store Hindringer at kjæmpe med. Hans overlegne Snille beseirede disse Hindringer i en Grad, som er uden Exempel i Englands Historie; men han vedblev ikke desto mindre gjennem hele sit Liv at være trykket af de stærke Skygger, som de regjerende Familier kastede omkring sig, og som ikke tillod ubeslægtede Existenser at komme til fuld Udvikling. Hans meste Tid blev tilbragt i Oppositionen med Whiggerne, til hvem han havde sluttet sig; han ofrede dem sin bedste Kraft og kjæmpede med i de Batailler, som de store Huse leverede hinanden omkring Skatkammerbænken; men paa Seirens Dag tilfaldt aldrig den store Pris ham: i de faa og korte Mellemrum, Whiggerne vare ved Magten, havde han aldrig Sæde i Kabinettet. Den Selvfornægtelse, han viste ved disse Leiligheder, da det kun beroede paa ham selv at stille sine Betingelser, hædrer Manden, men det styrkede ikke hans Stilling i Dagens Strid, og bidrager ogsaa til at forklare, at det han i Øieblikket opnaaede, ofte kun stod i ringe Forhold til det han vilde og tilsigtede. Til Gjengjæld lever han for alle Tider, og en samtidig Statsmand, som var en upartisk Dommer, upartisk, fordi han var hans mangeaarige politiske Modstander, har faaet Ret, da han forudsagde, at Burkes Navn vilde mindes med Beundring, naar Pitt's og Fox's var forholdsvis glemt *).

som

Edmund Burke blev født 1728 i Dublin, og tilhørte en tidligere katholsk Familie, hvis Eiendomme bleve konfiskerede i Cromwells Tid. Faderen var Protestant, men Moderen Katholik. Sine Drengeaar tilbragte han hos sine katholske Morbrødre i det sydlige Irland, men blev undervist af en Kvæker, Abraham Shackleton, der var en udmærket Mand, og han havde saaledes tidlig Anledning til at lære den religiøse Toleranse, han siden saa varmt forsvarede som offentlig Mand. Af Faderen, som selv var Advokat, var han bestemt for Skranken, og blev efter fuldbragte Universitetsstudier sendt til London for der at faa sin Uddannelse i et af Juristkollegierne **). Men den mekaniske Maade, hvorpaa Studiet dreves, tiltalte ham ikke, og han vendte sig hellere til den almindelige Literatur, Historien og Filosofien. Til de lykkelige Naturgaver føiede han en Flid og Arbeidsomhed, som fulgte ham gjennem Livet, og gjorde ham til Herre over næsten alle den menneske

*) Lord Thurlow, Lordkantsler, med en kort Afbrydelse, fra 1778 til 1792, † 1806. **) Engelsk Jurisprudens eller common law, som den kaldes, foredrages ikke ved Universiteterne, men de, som vælge den juridiske Karriere, forberedes hertil i et af de londonske Juristkollegier eller Advokatlaug, de saakaldte inns of court. De ere fire: Lincolns Inn, Inner Temple, Middle Temple og Gray's Inn. Disse Inns ere frie Sammenslutninger af praktiserende Jurister (ɔ: Dommere og Advokater); de tjene paa en Gang som Foreningspunkter for Medlemmerne, og som Dannelsesanstalter for de unge Retsstuderende. Studiet bestaar hovedsagelig i en ren udvortes Tilegnelse af Retsgrundsætninger, saakaldte precedents eller Præjudikater.

lige Videns Omraader; en Mand, som kjendte ham nøie og ingen Grund havde til at smigre, erklærede, at Burke forstod alt, undtagen „gaming and music“. I 1756 optraadte han som Forfatter med et Skrift, Vindication of Natural Society, skrevet i en Stil, som viser den senere Burke fuld færdig i en Alder af 28 Aar. I det samme Aar udkom ogsaa hans Inquiry into the Origin of our Ideas of the Sublime and Beautiful. Disse i Forening med nogle andre Smaaskrifter, deriblandt et Fragment af Englands Historie fra Cæsars Indfald til Kong Johans Død et fortræffeligt Arbeide, som han opgav, da han erfarede, at Hume vilde behandle den samme Periode -, skaffede ham snart et Navn i den literære Republik; han traadte, gjennem Garrick, i Forbindelse med Johnsons Kreds, og var med at stifte dennes berømte Klub, til hvis stadige Besøgere han vedblev at høre, ogsaa efterat han var traadt ind i det offentlige Liv. Et varigt Minde fra denne Periode er den Aarbog over vigtige Begivenheder i Ind- og Udlandet, med tilknyttede Oversigter over Kunst og Literatur, som han grundlagde under Titelen The Annual Register, og som fremdeles udkommer i alt Væsentligt i den Skikkelse, som den fik af Burke. Den første Aargang, omfattende Begivenhederne for 1758, udkom i 1759; denne er helt skreven af Burke, og han vedblev i en Række af Aar at forfatte eller føre Tilsynet med Forfattelsen af den historiske Afdeling. Dette Skrift, hvis tidligere Aargange ere udkomne i mange Oplag, er en af Hovedkilderne til Tidens Historie, og Burke erhvervede ved denne Virksomhed et Kjendskab til den engelske Forfatning og de politiske Forhold i Udlandet som ingen anden af hans engelske Samtidige, hvilket noksom viste sig, da han optraadte som aktiv Politiker.

Da Markien af Rockingham i 1765 traadte i Spidsen for Regjeringen, blev Burke ham anbefalet som Privatsekretær gjennem sin Frænde William Burke, som var bleven Understatssekretær hos Udenrigsministeren i det nye Kabinet. Ved Rockinghams Indflydelse blev han strax indvalgt i Parlamentet for den lille Flække Wendover i Buckinghamshire, hvorover en anden Whigmagnat, Lord Verney, disponerede, og indtog sin Plads ved Sessionens Begyndelse i Januar 1766. Fra denne Tid er Englands Historie for en stor Del hans egen eller dermed uopløselig sammenknyttet. Han traadte ind i Underhuset, netop som den ældre Pitt forlod det for under Navnet Chatham at gaa over i Lordernes Hus, og de hørtes begge, Pitt for sidste og Burke for første Gang, i Debatten om Tilbagekaldelsen af den amerikanske Stempelakt, a splendid sunset and a splendid dawn", som Macaulay siger. Han sad for Wendover indtil 1774, da han blev valgt for Malton, en Flække i Yorkshire, som stod under Lord Rockinghams Indflydelse. Men netop som han her var bleven valgt, indtraf en Deputation fra Bristol med Anmodning til ham om at stille sig til Valg for denne By. At repræsentere en saadan Kreds var baade en stor Ære og gav en stor Autoritet; thi Bristol var dengang Englands anden By. Med sine Vælgeres Samtykke modtog han derfor Indbydelsen og satte strax afsted til Bristol, hvor han efter en skarp „canvassing“ blev valgt sammen med en Mr. Cruger, en Kjøbmand, som drev store Forretninger paa Amerika. Ved denne Leilighed holdt han de to første af

sine berømte og med Rette saa beundrede Taler til Vælgerne i Bristol, den ene ved sin Ankomst, den anden efter Valghandlingens Afslutning. I denne sidste, hvoraf Slutningen meddeles nedenfor, udvikler han sine Tanker om Repræsentanters og Vælgeres gjensidige Forhold. Det var dengang en yndet Sætning, ogsaa i Bristol, at en Repræsentant skulde anse sig bunden ved sine Vælgeres Instruktioner. Mr. Cruger erklærede sig enig heri, men Burke sagde dem ligefrem : You choose a member indeed, but when you have chosen him, he is not a member of Bristol, but he is a member of Parliament," og hævdede ærbødigt, men bestemt, og med Grunde, som for stedse have afgjort Spørgsmaalet, sin Frihed til i enhver Sag at følge, hvad hans Overbevisning efter moden Prøvelse maatte sige ham at være det Rette.

"

I Overensstemmelse med disse Grundsætninger talte og stemte han i de sex Aar, han repræsenterede Bristol i Underhuset. Men denne Uafhængighed kostede ham ved de næste Valg hans Plads. Ved sin Optræden i flere Spørgsmaal, navnlig til Forsvar for en retfærdigere Handelspolitik ligeoverfor det undertrykte Irland *), og for Ophævelsen af de værste Bestemmelser i de grusomme Love mod Katholikerne, navnlig de irske Katholiker**), havde han

*) Irlands Handel og Industri led under allehaande Indskrænkninger for at hindre dets Konkurrence med England. Irske Industrifrembringelser, som kunde konkurrere med engelske, maatte ikke indføres til England eller udføres til Markeder, som tog sine Varer fra England. Et Forslag sigtende til at løse paa disse Baand blev i 1778 indbragt af Lord Nugent, Burkes Landsmand, og efter Samraad med ham, i det Væsentlige af følgende Indhold: Tilladelse for Irland til at handle paa Kolonierne; at udføre Glasvarer til alle Steder undtagen England og Skotland; toldfrit at indføre til England Bomuldsgarn, samt efter Forslag af Burke, Seildug og Tougværk. Parlamentet var gunstigt stemt for disse billige Forslag, og Billen blev læst uden Modstand baade første og anden Gang. Men da Billen blev bekjendt, reiste de store Kjøbmænd og Fabrikanter, som her saa sit Handelsmonopol truet, en saadan Storm imod den, at Underhuset blev bange, og de partikulære Interesser seirede over Hensynet til det Heles Vel. De Byer, som vare repræsenterede i Parlamentet, sendte sine Repræsentanter udtrykkelig Ordre til at modsætte sig Billen. Burke havde ogsaa faaet et saadant Paalæg; han hentydede hertil í sit Forsvar for Billen, beklagende, sagde han, at han i dette Tilfælde var nødt til at modsætte sig sine Vælgeres Ønsker, skjønt ikke deres Interesser, og føiede til, at han med Rolighed skulde bære sin Skjæbne, om hans Vælgere af den Grund forkastede ham. **) I 1778 blev ved Parlamentets Beslutning ophævet William den Tredies berygtede Statut af 1699 mod de irske Katholiker. Hallam siger om disse Love (Const. Hist. ch. XVIII): ,,It appears that at the end of the seventeenth century the Irish or Anglo-Irish Catholics could hardly possess above one-sixth or one-seventh of the kingdom. They were still formidable from their numbers and their sufferings; and the victorious party saw no security but in a system of oppression, contained in a series of laws during the reigns of William and Anne, which have scarce a parallel in European history, unless it be that of the protestants in France, after the revocation of the edict of Nantes, who yet were but a feeble minority of the whole people. No papist was allowed to keep a school, or to teach any in private houses, except the children of the family... Intermarriages between persons of different religion, and possessing any estate (fast Eiendom) in Ireland, were forbidden; the children, in case of either parent being protestant, might be taken from the other, to be educated in that faith ... The eldest son, being a protestant, might turn his father's estate in fee simple into a tenancy for life (berøve sin Fader Eiendomsretten til hans Gods og gjøre ham til en Fæster for Livstid), and thus secure his own inheritPapists were disabled from purchasing lands. . . To have exterminated the

ance...

vakt en stærk Uvillie mod sig, og da han i September 1780 paany fremstillede sig for sine Vælgere, erfarede han, at han kun havde ringe Udsigt til at blive gjenvalgt. Strax efter sin Ankomst holdt han, den 6te September, i Byens Raadhus en Tale til Vælgerne, hvori han med stor Frimodighed redegjorde for sin parlamentariske Færd. Med Hensyn til den Anke, at han ikke havde fulgt deres Instruktioner, yttrede han: "I did not obey your instructions: No. I conformed to the instructions of truth and nature, and maintained your interest, against your opinions, with a constancy that became me. A representative worthy of you ought to be a person of stability. I am to look, indeed, to your opinions; but to such opinions as you and I must have five years hence. I was not to look to the flash of the day. I knew that you chose me, in my place, along with others, to be a pillar of the state, and not the weather-cock on the top of the edifice, exalted for my levity and versatility, and of no use but to indicate the shiftings of every fashionable gale." Støttet af Byens bedste og mest oplyste Borgere, føiede Burke dem i at gjøre et Forsøg paa at sondere Stemningen, men kom snart til den Erkjendelse, at alle Anstrengelser vilde være frugtesløse, og afstod frivillig fra Valgkampen. Denne Beslutning meddelte han Vælgerne i en kort Tale den 9de September. Denne saavelsom Slutningen af den første Tale findes meddelt nedenfor. Lord Rockingham stillede ufortøvet Malton til hans Disposition, hvilken han nu vedblev uafbrudt at repræsentere indtil 1794, da han for stedse trak sig tilbage fra Parlamentet, og hans Søn blev valgt til at indtage hans Plads.

Da Burke traadte ind i Parlamentet, var det gamle Whig-Oligarki, som saa længe havde behersket Kongen og Landet, i fuld Opløsning. Man regnede tre eller fire Fraktioner, eller „gangs", som de ogsaa kaldtes med Hensyn til den Lidenskabelighed, hvormed de intrigerede mod hinanden og søgte at fortrænge hinanden. En af disse var de rockinghamske Whigger. De vare et nyt Sæt, komne op i den sidste Tid, og derfor ikke meget forretningsvante; men de skildres som frie for de Udyder, der heftede ved de ældre Whigger, hvem den lange Besiddelse af Magten havde fordærvet. Deres Chef var Markien af Rockingham, en af Englands største Godsbesiddere, og personlig en meget agtværdig og veltænkende Mand, men lidet fortrolig med Statssager, og svag som Taler. Hans Administrations fornemste Støtte var Burke, Partiets Sjæl og ledende Tanke; men Kabinettets indre Svaghed og Chathams faktiøse Opposition bragte det efter kun et Aars Bestaaen til Fald*). I Rockinghams

catholics by the sword, or expelled them, like the Moriscos of Spain, would have been little more repugnant to justice and humanity, but incomparably more politic." Parlamentsbeslutningen, som ophævede disse Love, vakte Bigotteriet hos den uvidende Mængde og fremkaldte de under Navnet,,Gordon Riots" bekjendte skandaløse Optrin i 1780. I Forskrækkelsen var der endog Tale om at tage Beslutningen tilbage, men dette blev dog forhindret. Smlgn. ndfr. Burkes Brev til Shackleton (Søn af Burkes gamle Lærer).

*) Chatham i Forening med Svogeren Lord Temple dannede en egen Fraktion af Whiggerne. Skjønt i alle Hovedspørgsmaal enig med Rockingham, og gjentagne Gange tilbudt en Plads i Kabinettet, styrtede han denne og efterfulgte ham med sit bekjendte, af Burke forevigede Mosaik ministerium.