ÆäÀÌÁö À̹ÌÁö
PDF
ePub

holdt; den blev, ligesom hans følgende Taler i Westminster Hall, udgivet efter hans Død efter det af Hurtigskriverne optagne og senere af Burke selv gjennemgaaede Referat.

Processen varede i syv Aar, væsentlig en Følge af Rettens Sammensætning, thi Sagen plæderedes for Overhusets Domstol, og dette kunde ikke optage den til Behandling uden i korte Mellemrum mellem andet Arbeide. Burke holdt sin Slutningstale, som medtog ni Dage, fra den 28de Mai til den 16de Juni 1794, midt i den franske Revolutions mørkeste Tid, under en stærk Gjæring i England selv; han hentyder hertil i sine Slutningsord; disse saavelsom Slutningen af den Tale, hvormed han aabnede Sagen, ere meddelte nedenfor.

[ocr errors]

Hermed endte hans lange Arbeide i Indiens Sag. Den 20de Juni foreslog Pitt, at der skulde voteres the managers Underhusets Tak, hvilket skede i en kort og passende Tale af Husets Formand. Burke reiste sig derpaa, gjorde nogle faa Slutningsbemærkninger hans sidste Ord i det engelske Parlament, og forlod samme Aften Huset for bestandig. Han betragtede sit parlamentariske Arbeide som endt, ansøgte om og erholdt de saakaldte Chiltern Hundreds, det vil sige, nedlagde sit Mandat*). Han forlod Parlamentet lige saa fattig som han traadte ind i det, ikke en Penny rigere ved officielle Emolumenter, uden offentlig Belønning, Embede eller Sinekure.

Den 23de April 1795 faldt Lordernes Dom, som frikjendte Hastings. Deri ligger ikke, at de mod ham rettede Beskyldninger vare ugrundede; de ere nu ubestridte historiske Kjendsgjerninger. Hvad der veiede saa mægtigt til den Anklagedes Gunst, var den Betragtning, at han, hvor fordømmelige de anvendte Midler maatte have været, havde gjort England og det ostindiske Kompagni store Tjenester, og bevaret det britiske Herredømme i Indien paa en Tid, da det uden ham efter al Sandsynlighed vilde været tabt. Men medens Sagen fik dette Udfald, opnaaede Burke det Øiemed, for hvilket han havde reist Anklagen: ved at afdække og bringe hjem til hver Mands Dør alle de gruelige Ting, som vare begaaede i Indien i den engelske Regjerings Navn og med dens Konnivens, bragte han Nationen til at blues over sig selv, og gjorde en Gjentagelse af Hastings' Regimente for stedse umulig. Hastings blev frikjendt, men den geografiske Moral var dømt, og Ret og Retfærdighed tilbagegivet Indiens mishandlede Befolkning.

*) Intet Parlaments medlem kan efter Forfatningen frivillig opgive sit Sæde i Underhuset. Men da enhver saadan, som modtager et Embede af Kronen, med det samme ophører at være Medlem, saa pleier den, som ønsker at nedlægge sit Mandat, at søge de saakaldte Chiltern Hundreds, det vil sige, et nominelt, hverken med Forretninger eller Gage forbundet kongeligt Embede, som bestaar i at være Foged i et af de smaa Hundreder eller Herreder i Chiltern i Buckinghamshire, hvilke fra gammel Tid have tilhørt Kronen. Tidligere fandt en saadan Mandats nedlæggelse ofte Sted, naar et Parti ønskede en anden og dygtigere Mand til at repræsentere en Valgkreds. Dette skede saaledes i 1780, da den ene af Repræsentanterne for Rockinghams Flække Malton søgte the Chiltern Hundreds for at gjøre Plads for Burke, som var faldt igjennem i Bristol. Ministeriet meddeler Udnævnelsen, og hermed gjøres der i Regelen ingen Vanskeligheder. Lord North afslog en saadan Ansøgning i 1775; men siden har dette aldrig hændt.

"

Burke betragtede sin Befatning med de indiske Anliggender som sit Livs største Arbeide. I sit Brev til en ædel Lord", skrevet i 1796, siger han herom: „If I were to call for a reward, (which I have never done,) it should be for those [exertions] in which for fourteen years, without intermission, I showed the most industry, and had the least success: I mean in the affairs of India. They are those on which I value myself the most; most for the importance; most for the labour; most for the judgment; most for constancy and perseverance in the pursuit. Others may value them most for the intention. In that, surely, they are not mistaken".

Endnu forinden Burkes Arbeide i Indiens Sag var afsluttet, begynder hvad man kan kalde det tredie og sidste Afsnit af hans Liv, det som optages af Frankrig og dets skjæbnesvangre Revolution. For Eftertiden, som rolig kan overskue Afslutningen, om ikke af den hele Bevægelse, saa dog store Partier af den, frembyder dette sidste, ikke mindst betydningsfulde Afsnit maaske den høieste Interesse. Medens den franske Revolutions Udbrud blev hilset med Begeistring i England, og Pitt for en Tid ikke mindre end Fox delte den almindelige Sympathi, betragtede Burke den lige fra Begyndelsen med Mistro*). Han opsatte foreløbig sin Dom, men fra det Øieblik, som snart kom, da han troede med Bestemthed at kunne forudse Bevægelsens Retning og Følger, tog han afgjort sit Parti, og vedblev at bekjæmpe den til sin sidste Stund i en Række af Taler og Skrifter, der kun kan sammenlignes med det Bedste af hvad han selv tidligere havde frembragt. En erklæret Modstander som han stedse havde været af alle extreme Forfatningsreformer, hvormed selv høie Herrer i hans eget Parti koketterede**), saa Burke

*) Den 9de August 1789, kun nogle Uger efterat Bastillen var stormet af Pøbelen (den 14de Juli), skriver han til sin Landsmand Lord Charlemont i Irland:,,As to us here, our thoughts of every thing at home are suspended by our astonishment at the wonderful spectacle which is exhibited in a neighbouring and rival country. What spectators, and what actors! England gazing with astonishment at a French struggle for liberty, and not knowing whether to blame or to applaud.

,,The thing, indeed, though I thought I saw something like it in progress for several years, has still somewhat in it paradoxical and mysterious. The spirit it is impossible not to admire; but the old Parisian ferocity has broken out in a shocking manner. It is true, that this may be no more than a sudden explosion; if so, no indication can be taken from it; but if it should be character, rather than accident, then that people are not fit for liberty, and must have a strong hand, like that of their former masters, to coerce them.

,,Men must have a certain fund of natural moderation to qualify them for freedom, else it becomes noxious to themselves, and a perfect nuisance to every body else. What will be the event, it is hard, I think, still to say. To form a solid constitution requires wisdom as well as spirit; and whether the French have wise heads among them, or if they possess such, whether they have authority equal to their wisdom, is yet to be seen. In the mean time the progress of this whole affair is one of the most curious matters of speculation that ever was exhibited."

**),,Fox was often a demagogue because he was out of place. He was perfectly safe in advocating, as he did with his friend Sheridan at this time [1780], annual parliaments and universal suffrage, for the measures proposed were so extreme as to be absolutely valueless for practical purposes and utterly beyond all hope of attainment. . . . At the

....

de høieste borgerlige Goder, for hvilke han i hele sit Liv havde kjæmpet, Orden og en „mandig, moralsk, lovbunden Frihed", truede af de største Farer ved det, som nu skede i Frankrig. Det er heller ikke let at forestille sig en større Modsætning: den reformerende Burke paa den ene Side, som „loddede sig frem Tomme for Tomme", og hellere slet ikke vilde reformere, naar han ikke kunde gjøre det med Retfærdighed og Billighed; som ikke nænnede at berøve en Kokkedreng i det kongelige Kjøkken en Skygge af den Ret, han havde erhvervet til sin Post; paa den anden Side den franske Nationalforsamling, som med let Hjerte gjorde rent Bord, oprykkede med Rode sit Lands bestaaende Indretninger, og endte med at berøve to store Samfundsklasser deres ved Lov og Aarhundreders Hævd hjemlede Rettigheder og Eiendomme. Ved denne nivellerende og konfiskerende Statskunst var der efter Burkes Mening begaaet en Feil og slaaet den franske Frihed et Slag, som den sent eller aldrig vilde forvinde: Frankrig forekom ham under disse Omstændigheder som et erobret Land, der kun ventede paa sin Herre. Hvad Burke her forudsagde, har Frankrigs følgende Historie kun altfor vel stadfæstet. Iøvrigt maa man, for ret at forstaa Burkes Optræden i denne Sag, erindre, at han ikke betragtede den franske Revolution som et enestaaende Faktum, men som en Begivenhed, der paa det dybeste berørte hele Europas politiske System. Hvad han talte og skrev om Frankrig, var derfor først og fremst beregnet paa England. Dette viser ogsaa Titelen paa det første og største af hans herhen hørende Skrifter, de berømte Betragtninger over den franske Revolution: Reflections on the Revolution in France, and on the Proceedings in certain Societies relative to that Event, in a Letter intended to have been sent to a Gentleman in Paris *). Mange ikke blot forsvarede de begaaede Excesser og

very time when that lunatic apostle, Lord George Gordon, was heading the riotous proceedings of his pious ragamuffins [for at faa kuldkastet Parlamentets Beslutning til Gunst for Katholikerne i 1778], the Duke of Richmond was on his legs in the House of Lords delivering a speech in favour of universal suffrage and annual parliaments. When Pitt, and not the Whig ministry, made his famous motion for inquiring into representative system in 1782, the duke who was then in office, did not give it his cordial support." Earle, English Premiers I, 278. Paa samme Maade vilde Whiggerne nu, med Fox i Spidsen, benytte Begivenhederne i Frankrig som et Middel til at bane sig Veien til Magten, og betragtede Burke som en Fredsforstyrrer, der kun vilde krydse deres Partiplaner. Massey, en Whigpolitiker, siger i sin Englands Historie under Georg den Tredie (3, 426): ,,Fox, whose mind had little depth or capacity, possibly thought that the French Revolution was an event which would immediately advance the liberty and happiness of the people; still more likely was he to regard it as a means which might indirectly be made available to turn out the Ministry, and bring himself and his friends into power." *) Mons. Dupont, en ung Franskmand, som havde gjort Burkes Bekjendtskab i England, og var en stor Beundrer af dette Land og dets Forfatning. Strax efter Revolutionens Udbrud havde han skrevet til Burke i enthusiastiske Udtryk om denne Begivenhed, begjærlig efter at høre hvad den engelske Statsmand tænkte om samme. Først sent i Oktober bragte Burke sit Svar paa Papiret, men nølede fremdeles med at afsende det. Hans Brev afgik ikke førend i December, og samtidig var hans Beslutning fattet at undergive Sagen en mere omfattende Behandling. De første Ark af hans,,Betragtninger" vare trykte inden Udgangen af 1789, og Skriftet addresseret, i Formen, til den samme unge Franskmand, som havde været den nærmeste Foranledning til dets Udgivelse.

jublede, da den franske Konge og Dronning bleve slæbte i Triumf fra Versailles til Paris af en Pøbelhob, men antydede en Gjentagelse af de samme Scener i England. Foreninger stiftedes i London og andre store Byer med det erklærede Formaal at opnaa politiske Reformer ved andre Midler end dem, som Konstitutionen erklærede for tilladelige. En offentlig Addresse fra de forenede Selskaber i London, Manchester og flere andre Stæder, hvori Medlemmerne erklærede sig solidariske med Menneskerettighedernes Forsvarere i Frankrig, sluttede med følgende Ord: „Frenchmen, you are already free, and Britons are preparing to become so“.

Burkes Betragtninger over den franske Revolution udkom i November 1790. Skriftet, hvoraf nedenfor meddeles Uddrag, var udarbeidet med stor Omhyggelighed, og ligesom det i Henseende til sit Indhold er det vigtigste, saaledes er det ogsaa ved sin Form det mest veltalende af hans Arbeider. Dets Virkning var overordentlig, i England som paa Fastlandet, hvor det strax blev almindelig udbredt ved den næsten samtidig udkomne franske Oversættelse, besørget af hans unge Ven Mons. Dupont. For Opfatningen i England blev Skriftet afgjørende, og i Whiggernes Rækker hidførte det en Spaltning, hvis Følger Partiet ikke forvandt før langt ind i vort Aarhundrede. Efter Burkes Secession vedblev det endnu at holde sammen Stund, følgende Fox, mange voterende med ham i Parlamentet og samtidig fordømmende sine Vota udenfor Huset *), indtil det uundgaaelige og endelige Schisma indtraadte i 1794, da Hertugen af Portland, Whiggernes nominelle Chef, Lord Fitzwilliam (Rockinghams Nevø og Arving), Lord Spencer og Mr. Windham forlod Oppositionen og gik over i Pitts Administration.

en

*) Det var i Underhusets Møde den 9de Februar 1790, at Burke første Gang offentlig udtalte sine Anskuelser om den franske Revolution, under Debatterne om Armébudgettet, hvoraf Fox havde taget Anledningen til at holde en begeistret Lovtale over Begivenhederne i Frankrige. Burke imødegik sin Ven alvorligt, men hans Tale var holdt i en forsonlig Tone, da han ikke ønskede og heller ikke ventede noget Brud. Om dette Møde, hvori ogsaa Sheridan optraadte, endnu heftigere end Fox, og med et voldsomt Udfald mod . Burke, siger Massey:,,The House exhibited a novel and strange appearance during this debate. Burke's speeches were received with great applause on the Ministerial side; but though the Opposition did not cheer, it was manifest that their silence was not altogether the silence of dissent. Sheridan's harangue on the other side was received with ominous coldness by the benches to which he usually looked for applause. On those benches sat men of high rank and great estate, who loved liberty, but not equality, and who were not disposed to offer up their rights and privileges as sacrifices on the altar of their country. The Whigs had no desire to see the Crown degraded, the peerage absorbed, or the Church abolished; and the language of Sheridan and Fox caused many of the Opposition to lend a willing ear to the eloquent warning of Burke". (Hist. of Engl. 3, 428.) Det endelige Brud med Fox fandt først Sted i 1791, da Burke efter en bevæget Scene i Underhuset den 6te Mai forlod sin Plads paa Oppositionsbænkene og gik hen og satte sig ved Siden af Pitt. Fox, som følte, at han var gaaet forvidt, søgte i et senere Møde (den 11te Mai) at svække Indtrykket af sine tidligere extravagante Yttringer; han holdt en Tale i høi toristisk Stil, med en studeret Lovprisning af Aristokratiet, hvilket han skildrede som Forfatningens Tyngdepunkt; men Bruddet var skeet og laa for dybt til at kunne læges. Massey, 3, 456.

Som det var at vente, fremkaldte „Betragtningerne" en Mængde Modskrifter. Men ingen af dem have overlevet Dagen eller Døgnet. Der er kun to, som endnu erindres, „The Rights of Man" af Tom Payne, hvis Skrift havde den modsatte Virkning af den tilsigtede, og „Vindicia Gallica" (Retfærdiggjørelse for det franske Folk). Dette sidste havde til Forfatter en ung Studiosus juris, som dengang var uden noget Navn, men siden blev den bekjendte Sir James Mackintosh, en af Whiggernes bedste og mest agtede Mænd. Skriftet udmærkede sig fordelagtigt fremfor de andre af samme Tendens ved den dannede, velopdragne Tone, hvori det var holdt, og Burke opsøgte og sluttede Venskab med den ridderlige Modstander, som i senere Aar gik over til de Meninger, han i sin Ungdom havde bekjempet.

Af Burkes øvrige Skrifter vedkommende de franske Forholde skal her kun nævnes hans Appeal from the New to the Old Whigs, i 1791, til Svar paa de Angreb, som hans „Betragtninger" havde fremkaldt, og hvori han forsvarer sig mod Beskyldningen for at være bleven sine tidligere Grundsætninger utro; Remarks on the Policy of the Allies, i Oktober 1793, og Letters on a Regicide Peace, eller som den fuldstændige Titel lyder: Letters addressed to a Member of the Present Parliament on the Proposals for Peace with a Regicide Directory, fire i Tallet, skrevne i 1796-97, deraf det sidste ufuldendt ved hans Død. Disse Breve ere, ligesom Bemærkningerne om de Allieredes Politik, for en stor Del en Kritik over Ministeriets Krigsførelse. Macaulay siger, og Thiers' Fremstilling bekræfter det, at Pitt var en maadelig Krigsminister, og at han, naar han valgte Krig, burde fulgt Burkes Raad, det eneste, som gav Haab om Udsigt til Seier, nemlig med Opbydelse af hele Nationens Kraft at føre en Krig, ikke imod Frankrigs Folk, men mod de franske Jakobinere for Religionens, Ordenens, Eiendommens og Lovlighedens hellige Sag. Da Pitt ved Tingenes Magt blev drevet henimod Krigen (i Begyndelsen af 1793), fandt den ham uforberedt, og de Foranstaltninger han traf, vare utilstrækkelige, saa meget mere da han ansaa den for kun at have liden Betydning; det vilde efter hans Mening blive en meget kort Krig, og det Hele være endt i et eller to Felttog. Burke var af en anden Mening; „det vil", sagde han, „blive en langvarig Krig, og en farlig Krig, men den maa føres". I denne Opfatning bestyrkedes han, jo længere Krigen varede; da Fredsunderhandlinger vare indledede i 1796, og En udtalte det Haab, at disse vilde lykkes, og Revolutionen snart være endt, afbrød Burke ham hastigt og sagde: „The revolution over! Why, Sir, it is scarcely begun! As yet you have only heard the first music; you'll see the actors presently, but neither you nor I shall see the close of the drama".

Ikke længe efterat Burke havde trukket sig tilbage fra det offentlige Liv, havde han den tunge Sorg at miste sin eneste Søn (i August 1794), til hvem han havde knyttet saa store Forhaabninger, og som netop var bleven valgt til at repræsentere hans egen tidligere Valgkreds i Underhuset. Til denne Begivenhed hentyder han i sit „Brev til en ædel Lord *) i Anledning af hans

*) Lord Fitzwilliam.

« ÀÌÀü°è¼Ó »