ÆäÀÌÁö À̹ÌÁö
PDF
ePub

the only literary men, of numbers whom I know (and some of whom I had served), who dared venture even an anonymous word in my favour just then: and that, of those three, I had never seen one at all of the second much less than I desired and that the third was under no kind of obligation to me, whatever; while the other two had been actually attacked by me on a former occasion; one, indeed, with some provocation, but the other wantonly enough: So you see you have been heaping 'coals of fire, &c.' in the true gospel manner, and I can assure you that they have burnt down to my very heart.

I am glad that you accepted the Inscription. I meant to have inscribed The Foscarini' to you instead; but first, I heard that 'Cain' was thought the least bad of the two as a composition; and, 2dly, I have abused Southey like a pickpocket, in a note to the Foscarini, and I recollected that he is a friend of yours (though not of mine), and that it would not be the handsome thing to dedicate to one friend any thing containing such matters about another. However, I'll work the Laureate before I have done with him, as soon as I can muster Billingsgate therefor. You disclaim jealousies'; but I would ask, as Boswell did of Johnson, ‘of whom could you be jealous of none of the living certainly, and (taking all and all into consideration) of which of the dead? I don't like to bore you about the Scotch novels, (as they call them, though two of them are wholly English, and the rest half so,) but nothing can or could ever persuade me, since I was the first ten minutes in your company, that you are not the man. To me those novels have so much of 'Auld lang syne' (I was bred a canny Scot till ten years old) that I never move without them; and when I removed from Ravenna to Pisa the other day, and sent on my library before, they were the only books that I kept by me, although I already have them by heart.

January 27, 1822.

I delayed till now concluding, in the hope that I should have got 'The Pirate', who is under way for me, but has not yet hove in sight. I hear that your daughter is married, and I suppose by this time you are half a grandfather - a young one, by the way. I have heard great things of Mrs. Lockhart's personal and mental charms, and much good of her lord: that you may live to see as many novel Scotts as there are Scots' novels, is the very bad pun, but sincere wish of

Yours ever most affectionately, &c.

LORD MACAULAY.

1800-1859.

Den berømte engelske Essayist og Historieskriver Thomas Babington Macaulay blev født den 25de Oktober 1800 i Onkelen Thomas Babingtons Hus i Rothley Temple i Leicestershire, men stammede, som Navnet viser, fra Skotland. Faderen, Zacharias M., var en Mand af en vis Betydning i sin Tid, en fortrolig Ven af Wilberforce, og i Forening med denne en af de virksomste Forkjæmpere for Ophævelsen af Negerslaveriet. Hans Hus i Clapham (nær London) var Samlingsstedet for en sluttet Kreds af Politikere og Skribenter, deriblandt den i sin Tid høit anseede Skribentinde Hannah More, og den unge Macaulay voxede saaledes op i Forholde, som vare særdeles gunstige for Udviklingen af det literære Talent. Han kom efter privat Forberedelse i sit nittende Aar til Universitetet i Cambridge, hvor han høilig udmærkede sig i de akademiske Studier, gik derfra til London forat studere engelsk Ret, og blev i 1826 forfremmet til Advokat. Men han befattede sig aldrig med juridisk Praxis. Hans inderste Tilbøielighed førte ham til Literaturen. Fra denne blev han oftere bortdragen til aktiv Deltagelse i det politiske Liv, men skjønt dette bragte ham baade Hæder og Forfremmelse, synes det aldrig rigtigt at have tilfredsstillet ham.

I 1825 begyndte han med sin Afhandling over Milton de berømte Bidrag til Edinburgh Review (fra 1825-1844), som siden bleve udgivne samlede under Titelen Critical and Historical Essays. De fleste af disse Artikler kunne betragtes som Forstudier til hans store historiske Værk, saasom: Burleigh, Hallams engelske Konstitutionshistorie, Bacon, Milton, Hampden, Sir William Temple, Bunyan, Dramatikerne i Restaurationsperioden, Mackintosh's engelske Revolutionshistorie, Lord Mahons spanske Arvefølgekrig, Addison, Horace Walpole, Chatham, Clive, Hastings, Madame d'Arblay, Lord Holland omfattende Tiden fra Slutningen af det 16de til Begyndelsen af det 19de Aarhundrede. Til disse Essays slutter sig en anden, senere tilkommen Række, som kaldes Biographical Essays, indeholdende Levnets beskrivelser af Atterbury, Bunyan (en Omarbeidelse af hans tidligere Artikel om

denne Mand), Goldsmith, Johnson og den yngre Pitt, alle skrevne for Encyclopædia Britannica (1853-59).

Den glimrende Debut, som Macaulay gjorde med sin Afhandling om Milton, hvem han fornemmelig skildrer fra den politiske Side, henledede de store Whigfamiliers Opmærksomhed paa ham. Ved Lord Lansdownes Indflydelse blev han i 1830 indvalgt i Underhuset (for den lille Flække Calne), hvor han udmærkede sig som en af de talentfuldeste og kraftigste Talsmænd for den store Parlamentsreform. Til Løn herfor blev han i det første reformerede Parlament valgt til Medlem for Leeds, en af de Byer, som ved Reformen havde erhvervet Repræsentationsret. I 1834 gik han til Ostindien som Medlem af det høie Raad i Calcutta og Formand i en for denne Provins nedsat Lovkommission. Han tilbragte tre Aar i Indien, sysselsat med Udarbeidelsen af den nye Lovbog og med historiske Undersøgelser. En Frugt

af disse var hans to Essays om Lord Clive og Warren Hastings. Den indiske Lovbog udkom i 1837, men blev ikke indført, da hverken Regjeringen eller Kompagniet vovede at optage det i Macaulays Udkast gjennemførte Princip om de Indfødtes Ligeberettigelse med Englænderne. Da han i 1838 kom tilbage til England, var det hans Ønske at trække sig tilbage fra det politiske Liv, men hans Parti kunde ikke undvære ham. Han blev anmodet om at stille sig til Valg for Edinburg, hvor han uden Vanskelighed blev valgt i 1839. Ved sin Gjenindtrædelse i Parlamentet blev han Krigssekretær i Lord Melbournes Ministerium (1839-41), og gik, da dette maatte vige for Robert Peel, over i Oppositionen. Da Whiggerne atter kom ind i 1846, blev han Generalkasserer for Armeen, med Sæde i Lord John Russells Kabinet. I alle Sager, som vare strenge Partispørgsmaal, fulgte han sit Parti; men i andre Tilfælde viste han sin naturlige liberale Tænkemaade; saaledes talte og stemte han for en forøget Bevilgning til det katholske Seminarium i Maynooth (i Irland), hvad der paadrog ham hans Vælgeres Mishag og kostede ham hans Plads ved de almindelige Valg i 1847. Hermed kan hans politiske Liv betragtes som endt. Han afslog at stille sig i en anden Valgkreds, for des mere uforstyrret at kunne arbeide paa sin Historie, og skjønt han paany indtog sin Plads i Underhuset i 1852, da Vælgerne i Edinburg af sig selv og mod hans Ønske gjenvalgte ham, tog han kun liden Del i Forretningerne. Fra denne Tid er ellers en af hans berømteste Taler, i Anledning af et Forslag om at udelukke fra Underhuset the Master of the Rolls, som foruden at være Rigsarkivar ogsaa er en høi dømmende Embedsmand. Macaulay udtalte sig afgjort imod dette, og Talen er mærkelig derved, at den, hvad der er en stor Sjeldenhed, ved Billens tredie Læsning gjorde den tidligere Minoritet til en stor Pluralitet og saaledes bevirkede Forslagets Forkastelse.

I December 1848 udkom de to første Bind af Macaulays Englands Historie: The History of England from the Accession of James the Second, efterat være ventet med en Begjærlighed, som kun blev overgaaet af den Spænding, hvormed Fortsættelsen imødesaaes. Denne Del af Værket gik til Revolutionen (1688). De to næste Bind, som førte Historien ned til Freden til Ryswick (1697), udkom i 1855. Forlæggerne havde trykt et Oplag paa

25,000 Exemplarer, som bleve udsolgte paa een Dag, og Tusinder maatte vende om fra Paternoster-Stræde utilfredsstillede. Et femte Bind, som kun delvis var udarbeidet af Forfatteren, blev udgivet efter hans Død af hans Søster Lady Trevelyan. Det gaar til Williams Død (1702).

Fraregnet de tre Indledningskapitler, der give en summarisk Udsigt over Englands Historie fra de ældste Tider indtil Slutningen af det syttende Aarhundrede, omfatter Værket, som det nu foreligger, kun et Tidsrnm af 17 Aar, nemlig Jakob den Andens og Williams Regjering (1685—1702). Det var Forfatterens oprindelige Plan at føre sin Historie ned til en Tid, som endnu er i Mands Minde", senere, da Sygdom traadte imellem, til Dronning Annas Død (1714), men Kræfterne svigtede forinden. Han døde af et Hjerteonde den 28 de December 1859, og blev med stor Høitidelighed bisat i Westminster Abbedi. I 1857 var Macaulay bleven optaget i Pairsskabet som Baron Macaulay til Rothley. I samme Aar blev han ogsaa kaldet til udenlandsk Medlem af det franske Akademi.

Macaulays brillante, paa engang livfulde, og klare, gjennemfattelige Stil, den afgjørende Sikkerhed og Tillidsfuldhed, hvormed han yttrer sig om de forskjelligste Materier, forklarer tilstrækkelig hans Skrifters udbredte Popularitet. Han var en Mand med varme Sympathier og Antipathier, og lægger dem aabent og uforbeholdent for Dagen. Hans Englands Historie er bleven kaldt Whiggernes Evangelium ("the Whig Evangel"), og den er ogsaa helt igjennem en Forherligelse af Whigprinciper, hvorved dog er at bemærke, at disse Synsmaader, forsaavidt de falde sammen med dem, som vare de herskende ved Statsomvæltningen i 1688, nu ere almindelig antagne af den engelske Nation, og danne det fælles Udgangspunkt for Whigger saavelsom for Torier.

Særdeles tiltalende for den engelske Nations realistiske Sands er den freidige, forhaabningsfulde Tone, som gaar gjennem alt hvad Macaulay har skrevet. Han ynder ikke at dvæle ved de mørke Partier i Udviklingen, og vender sig fortrinsvis til Tingenes lyse Side. Hans Tro paa det menneskelige Fremskridt er urokkelig: Menneskeheden nærmer sig med stærke Skridt hans tusindaarige Rige, hvor Beskjæftigelse altid er rigelig, Arbeidslønnen altid høi, Levnetsmidlerne altid billige, og en talrig Familie ansees, ikke for en Byrde, men en Velsignelse." Hertil kommer hans patriotiske Begeistring for sit Lands Storhed og Hæder: Verden gaar stadig fremad, og England gaar i Spidsen, en Opfatning, som dengang var almindelig ogsaa udenfor England. Den stolte Stilling, hans Fædreland indtog i 1848, har han skildret med veltalende Ord paa de sidste Blade af sin Histories andet Bind, hvilket, som ovenfor bemærket, udkom i Slutningen af samme Aar. Smlgn. ndfr. Nr. 2 (S. 355 fgg).

I.

THE LANDING OF WILLIAM OF ORANGE.

(From History of England, Ch. IX.)

On the sixteenth of October, according to the English reckoning, was held a solemn sitting of the States of Holland. The Prince came to bid them farewell. He thanked them for the kindness with which they had watched over him when he was left an orphan child, for the confidence which they had reposed in him during his administration, and for the assistance which they had granted to him at this momentous crisis. He entreated them to believe that he had always meant and endeavoured to promote the interest of his country. He was now quitting them, perhaps never to return. If he should fall in defence of the reformed religion and of the independence of Europe, he commended his beloved wife to their care. The Grand Pensionary answered in a faltering voice; and in all that grave senate there was none who could refrain from shedding tears. But the iron stoicism of William never gave way; and he stood among his weeping friends calm and austere as if he had been about to leave them only for a short visit to his hunting grounds at Loo,

The deputies of the principal towns accompanied him to his yacht. Even the representatives of Amsterdam, so long the chief seat of opposition to his administration, joined in paying him this compliment. Public prayers were offered for him on that day in all the churches of the Hague.

In the evening he arrived at Helvoetsluys and went on board of a frigate called the Brill. His flag was immediately hoisted. It displayed the arms of Nassau quartered with those of England. The motto, embroidered in letters three feet long, was happily chosen. The House of Orange had long used the elliptical device, »I will maintain«. The ellipsis was now filled up with words of high import, »The liberties of England and the Protestant religion«.

« ÀÌÀü°è¼Ó »