페이지 이미지
PDF
ePub
[ocr errors]

Richard, forfattede han paa Regjeringens Vegne de to Stridsskrifter: Eikonoklastes eller Image - Breaker (1649), til Svar paa Eikon Basilike eller the Portraiture of His Sacred Majesty in His Solitude and Sufferings, et Skrift, som oplevede femti Oplag i eet Aar og frembragte en stærk Reaktion i Gemytterne til Gunst for den henrettede Konge; det andet Skrift, Defensio pro Populo Anglicano (1651), var forfattet efter Regjeringens udtrykkelige Paalæg og rettet mod den lærde Professor Saumaise (Salmasius) i Leiden, som paa Opfordring af Karl den Anden havde skrevet en Defensio Regis (Forsvar for Kongen). Under det Dag og Nat fortsatte Arbeide paa det sidste Skrift, ofrede Milton sit Syn, der ligefra hans Barndom havde været svagt og siden var bleven yderligere svækket ved anstrengende Studeringer; fra 1652 af var han aldeles blind. I 1654 fulgte en ny Defension (Defensio Secunda) imod Skriftet Regi Sanguinis Clamor (det kongelige Blods Raab til Himmelen) *). Endnu i det sidste Øieblik søgte han ved en Række Flyveskrifter at holde den faldende Republik oppe; hans sidste Opraab var betitlet: „A Ready and Easy Way to Establish a Free Commonwealth". Men Strømmen lod sig ikke mere vende.

Ved Restaurationen mistede Milton sin Stilling som Statssekretær. Hans Eikonoklastes og to Defensionsskrifter bleve brændte af Bøddelen, men ! hans personlige Sikkerhed synes ikke for Alvor at have været truet, og han blev indbefattet i den almindelige Amnesti, som udgik i August 1660.

I det stille, tilbagetrukne Liv, som han fra nu af førte indtil sin Død, gjenoptog han den Tanke, han havde baaret paa lige fra sin Ungdom, nemlig at skrive et stort Digt over et Æmne enten fra den gamle Sagnhistorie eller fra de hellige Bøger. Saaledes fremstod Paradise Lost. Det var paabegyndt i 1658 og var fuldendt i 1665, men kom ud først i 1667. Af Forlæggeren fik han 10 for Digtet, og senere solgte hans Enke alle sine Rettigheder til det for £. I 1671 udkom Paradise Regained, som Milton skal have foretrukket for Paradise Lost, og det dramatiske Digt Samson Agonistes (den kjæmpende Samson); dette sidste var hans Svanesang. Han døde den 8 de November 1674.

2

Milton var en meget smuk Mand, af middels Høide; hans mørkebrune Haar, skilt midt i Panden, hang i lange Lokker nedover Skuldrene, og i det ovale Ansigt var der noget Fiint og Jomfrunalsk, hvorfor han ogsaa i Cambridge gik under Navnet „the Lady of the College". I Skildringen af Adam (i det Tabte Paradis) har han tegnet sig selv i følgende Linier:

*),,The political strife of the time was an uncongenial element to Milton. In this warfare
he had but the use of his left hand, and often hastily took up the readiest, not the
fittest weapon.
His rage is often more violent than mighty or noble, and in the later
stages of his controversial career his sense of fairness, his characteristic love of truth,
occasionally forsake him ... We cannot but look on these pamphlets with a mixed fee-
ling of reverence for the self-sacrifice that would not turn aside from what seemed to
be laid on him as a duty, of misgiving that after all 'the better part' for him would
have been with those 'who only stand and wait'." Browne, English Poems by John Milton,
I, LVII-LVIII.

His fair large front and eye sublime declared
Absolute rule; and hyacinthine locks
Round from his parted forelock manly hung
Clustering, but not beneath his shoulders broad.

Han var tre Gange gift, men ikke lykkelig i sit Ægteskab. Sin første Hustru valgte han (1643) i en Kavalérfamilie, som var god kongeligsindet, men hun kunde ikke trives ved det stille Liv i sin puritanske Mands Hus, og reiste strax efter Brylluppet tilbage til sine Forældre. Da hun ikke var at formaa til at vende tilbage, vilde Milton skille sig fra hende og udgav til Forsvar herfor flere Skrifter, hvori han forlanger Adgangen til Skilsmisse lettet; „thi“, siger han, „forgjæves roser Manden sig af sin Frihed i det offentlige Liv, naar han i sit Hjem forsmægter i den uværdigste Trældom". I Skildringen af Eva mærker man flere Hentydninger til hans egne uheldige Erfaringer i Ægteskabet; med Forkjærlighed fremhæves stedse Mandens intellektuelle Overlegenhed og Kvindens ubetingede Lydighedspligt; sit Forhold til Adam lader han Eva skildre saaledes:

My author and disposer, what thou bid'st
Unargued I obey; so God ordains;

God is thy law, thou mine; to know no more
Is woman's happiest knowledge and her praise.

To Aar senere mødtes de i en fælles Vens Hus, og der indtraadte en fuldstændig Forsoning. Hun døde 1653. Sin anden Hustru mistede han efter et Aars Forløb; den tredie overlevede ham. I sit første Ægteskab havde han tre Døttre, som han skal have lært at læse flere fremmede Sprog (Hebraisk, Græsk, Latin, Fransk), uagtet de ikke forstod andet end sit Modersmaal. Han beklagede sig over sine Børns Ukjærlighed; de havde levet udenfor Hjemmet flere Aar før Faderens Død.

Miltons berømteste Værk er Paradise Lost. Det bestaar af tolv Bøger. I første Bog antydes Digtets Gjenstand: Menneskets Ulydighed og Tabet af Paradiset; den første Aarsag hertil, Slangen eller Satan i Slangen, som gjorde Oprør imod Gud og derfor blev nedkastet i Chaos eller Afgrunden. Satan og de faldne Engle beskrives, deres Bedøvelse efter Faldet, hvorledes Satan søger at sætte Mod i dem og fortæller dem om en ny Verden, som efter en gammel Spaadom i Himlen skulde skabes. Pandemonium, Satans Palads reiser sig; i dette sammenkaldes et Raad for at overveie, hvad der skal gjøres. I anden Bog skildres Raadslagningen: nogle raade til at vove en ny Kamp, andre fraraade; et tredie Forslag antages, at undersøge Sammenhængen med den nye Verden og dens Beboere. Satan paatager sig denne Mission. Hans Reise og hvad han derunder ser og foretager sig, fortælles i Slutningen af anden og i den tredie Bog. I fjerde Bog indføres Adam og Eva; Paradiset og deres Liv i samme beskrives. Femte, sjette og syvende Bog ere episodiske og indeholde en udførlig Skildring af Kampen i Himlen mellem de gode og onde Engle: Kampen staar paa i tre Dage og føres med haandgribelige Vaaben, med Sværd og Spyd; de oprørske Engle opfinde Krudtet, Kanoner og Kugler; store Bjerge slynges imod dem; tilsidst gjør

[merged small][ocr errors][merged small][ocr errors]

Jehovah Ende paa Kampen, idet han udsender sit Lyn og nedstyrter Rebellerne i Afgrunden; derpaa skaber han Jorden og Mennesket. Alt dette fortælles til Adam af Engelen Rafael som en Advarsel, at han ikke skal falde i den samme Ulydigheds Synd. I niende Bog skildres Overtrædelsen, og i den tiende udtales Dommen. Det meste af ellevte og tolvte Bog er en ny Episode, idet Erke-Engelen Michael aabenbarer for Adam hans Efterkommeres Skjæbne. Tilsidst tager Engelen Adam og Eva ved Haanden og fører dem ud af Paradiset, hvormed Digtet ender.

Saaledes er i Korthed Indholdet af dette mærkelige Digt. I sin Form et Epos, er dets Tendens didaktisk, idet Digteren derigjennem vil „retfærdiggjøre Guds Veie med Menneskene". De Indvendinger, som fra et æsthetisk Synspunkt kunne gjøres mod Digtet, ligge nær; dets Svagheder udspringe alle af Æmnets Beskaffenhed, fra Umuligheden af at bringe de udenfor al menneskelig Erfaring liggende Mysterier til klar Anskuelighed gjennem den poetiske Fremstilling, og give de ulegemlige himmelske Væsener en individuel, plastisk Form. Herfra gjør dog en enkelt Figur en glimrende Undtagelse; det er den faldne Erke-Engel. Saaledes som han er skildret, har Digteren vidst at bringe ham indenfor Grænsen af en virkelig menneskelig Forstaaelse og Sympathi. Men dette er kun blevet muligt derved, at Milton her har fjernet sig fra den bibelske Opfatning. Miltons Satan er mere i Slægt med de gamle Titaner; med sin ubetvingelige Stolthed og sin Trods midt i sit Fald minder han om den til Klippen lænkede Prometheus. Det er egentlig om Satan, at Hovedinteressen samler sig i Digtet, og han er ikke uden Føie betegnet som Helten i det Tabte Paradis. Næsten det halve Digt optages af ham og hans Gjøren og Laden, og han er saaledes udstyret, som det kun var muligt for en stor Digter. Af den Forkjærlighed, hvormed denne Figur synligen er behandlet, er Tanken uvilkaarlig bleven ledet hen paa Digterens personlige Forholde: selv en Tilhænger af Insurrektionens Sag paa Jorden, sympathiserede han mod sin Villie med Rebellernes Fører i Himlen. Den første Bog af Paradise Lost er at sætte i Klasse med det Ypperste af alle Tiders Digtning.

Af Miltons prosaiske Skrifter fortjener særlig at nævnes hans Areopagitica, a Speech for the Liberty of Unlicensed Printing (1644). Det er et Forsvar for Pressefriheden og en Opfordring til Parlamentet om at hæve Censuren. Men Miltons veltalende Appel blev uden Virkning. Det Lange Parlament viste sig lige saa fiendtligt imod Pressen som de tidligere Regjeringer; det brændte Skrifter, fængslede Bogtrykkere og Forfattere, og nedsatte tilsidst selv en Censurkommité. Det samme Forhold bestod under Republikken og Cromwells Protektorat. Først i 1694 ophævedes Censuren ved en Parlamentsbeslutning. Da Mirabeau et hundrede og femti Aar efter at det første offentlige Indlæg for Pressefriheden havde seet Lyset, optraadte for den samme Sag i Frankrig, var Miltons Areopagitica hans bedste Vaaben; han oversatte det paa Fransk.

FROM PARADISE LOST.

I. The Invocation and Introduction.

Of Man's first disobedience, and the fruit
Of that forbidden tree, whose mortal taste
Brought Death into the world, and all our woe,
With loss of Eden, till one greater Man
Restore us, and regain the blissful seat,
Sing, Heavenly Muse, that on the secret top
Of Oreb, or of Sinai, didst inspire

That shepherd, who first taught the chosen seed,
In the beginning how the Heavens and Earth
Rose out of Chaos: or if Sion hill

[ocr errors]

Delight thee more, and Siloa's brook that flowed
Fast by the oracle of God; I thence
Invoke thy aid to my adventurous song,
That with no middle flight intends to soar
Above the Aonian mount, while it pursues
Things unattempted yet in prose or rhyme.
And chiefly Thou, O Spirit, that dost prefer
Before all temples th' upright heart and pure,
Instruct me, for thou knowest; Thou from the first
Wast present, and, with mighty wings outspread,
Dove-like sat'st brooding on the vast abyss,
And mad'st it pregnant: what in me is dark,
Illumine; what is low, raise and support;
That to the highth of this great argument
I may assert Eternal Providence,

And justify the ways of God to men.

Say first, - for Heaven hides nothing from thy view,

[ocr errors]

Nor the deep tract of Hell, say first, what cause
Moved our grand Parents, in that happy state,
Favoured of Heaven so highly, to fall off
From their Creator, and transgress his will
For one restraint, lords of the world besides?

[ocr errors][subsumed][merged small][merged small][merged small][merged small][ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small]

Who first seduced them to that foul revolt?
Th' infernal Serpent: he it was, whose guile,
Stirred up with envy and revenge, deceived
The mother of mankind, what time his pride
Had cast him out from Heaven, with all his host
Of rebel Angels; by whose aid, aspiring
To set himself in glory above his peers,
He trusted to have equalled the Most High,
If he opposed; and, with ambitious aim
Against the throne and monarchy of God,
Raised impious war in Heaven, and battle proud:
With vain attempt. Him the Almighty Power
Hurled headlong flaming from th' ethereal sky,
With hideous ruin and combustion, down
To bottomless perdition; there to dwell
In adamantine chains and penal fire,
Who durst defy th' Omnipotent to arms.

2. Satan to Beelzebub.

Mustering of the Rebel Angels.

[Satan with his angels lying on the burning lake, thunderstruck and astonished, after a certain time recovers, calls up Beelzebub next to himself in power and dignity, who lay by his side, and thus addresses him]

[ocr errors]
[ocr errors]

If thou beest he; but O, how fallen! how changed
From him, who in the happy realms of light,
Clothed with transcendent brightness, didst outshine
Myriads though bright! If he, whom mutual league,
United thoughts and counsels, equal hope

And hazard in the glorious enterprise,

Joined with me once, now misery hath joined
In equal ruin: into what pit thou seest
From what highth fallen; so much the stronger proved
He with his thunder; and till then who knew

The force of those dire arms? Yet not for those,

[ocr errors]

Nor what the potent Victor in his rage
Can else inflict, do I repent or change

(Though changed in outward lustre) that fixed mind,
And high disdain from sense of injured merit,
That with the Mightiest raised me to contend,
And to the fierce contention brought along
Innumerable force of Spirits armed,

That durst dislike his reign, and, me preferring,
His utmost power with adverse power opposed
In dubious battle on the plains of Heaven,

And shook his throne. What though the field be lost?
All is not lost: the unconquerable will,

« 이전계속 »