ÆäÀÌÁö À̹ÌÁö
PDF
ePub

JOSEPH ADDISON.

1672-1719.

Den Literaturepoke, som indlededes med Wilhelm af Oraniens Thronbestigelse, naaede sit Høidepunkt under Dronning Anna, og afsluttedes med Robert Walpoles Overtagelse af Regjeringen under den første Georg, er sædvanlig bleven kaldt den engelske Literaturs augusteiske Tidsalder, og ikke ganske uden Grund. Ustridig havde den foregaaende Tid Navne at opvise, som nu ansees for større, men Betegnelsen savner ikke Berettigelse, naar man ser hen til det fyldige Liv, som dengang rørte sig i Literaturen, og den Indflydelse, som de ledende Forfattere udøvede ved sine Skrifter, ikke blot i sin egen Levetid, men langt ud over denne. Under enhver Omstændighed var denne Periode Forfatternes gyldne Tid. Aldrig har i England, hverken før eller siden, Mænd, hvis Adkomster vare udelukkende literære, ført et saadant Herreliv. De bevægede sig i det bedste Selskab, fik Stipendier, sendtes i diplomatiske Ærinder, eller ansattes i indbringende offentlige Stillinger; en af dem, Addison, steg alene ved sin Pen til at blive Minister, og en anden, Swift, hindredes kun ved sin geistlige Stand i at naa lige saa langt; den Hyldest, han modtog af de Store, kunde ikke gaaet videre, om han havde været Englands første Minister. De to store Partier, hvori det engelske Aristokrati havde spaltet sig ved Revolutionen, kappedes begge om at drage Forfatterne til sig og belønne dem. Som saadanne Literaturens Patroner have Harley (Lord Oxford) og Bolingbroke blandt Torierne, Lord Somers og Charles Montagu blandt Whiggerne, efterladt sig et smukt Navn, ikke mindst den sidste. Selv i Gjæld til den literære Patronage ved sin Banes Begyndelse, var Montagu som Lord Halifax Forfatternes altid bevaagne Ven og Beskytter. Ingen blev, efter Popes Udtryk, saaledes som han ,,fodret" med Dedikationer, og han skal, om man tør tro en af hans taknemmelige Beundrere, ikke have ladet nogen forblive ubelønnet.

Disse for Literaturen og Forfatterne saa gunstige Forholde beroede dog ikke udelukkende paa Personerne. Den literære Glands, som omgiver Dronning Annas Regjeringstid, har ligesaa meget sin Grund i Samfundstilstandene, fornemmelig den parlamentariske Forfatning. Kongemagtens vigtigste Præ

rogativer vare ved Revolutionen gaaede over til Parlamentet; men Kronen var endnu stærk nok til at holde de to rivaliserende Partier i Ligevægt og hindre, at noget af dem blev overmægtigt. Derfor laa snart det ene, snart det andet under, og begge vendte sig til Publikum: de politiske Flyveskrifter, "the pamphlets", og Tidsskrifterne Aviserne vare endnu uden Betydning supplerede og fortsatte den parlamentariske Debat. De betydeligste Spørgsmaal i Stat og Kirke kom under Behandling i Literaturen og forfægtedes fra begge Sider af store Talenter. Det var naturligt, at en saadan, af skarpe Partikampe optagen Tid fortrinsvis udtalte sine Tanker gjennem Prosaen, der udvikler sig med en Kraft, en Bøielighed og Alsidighed, og tillige i en Renhed, som gjør den til Mønster for hele den følgende Tid. Ogsaa Poesiens Karakter bestemtes af Tidsforholdene: det Forstandige bliver dens Særpræg; Satiren og Læredigtet blomstrer, behandlet med den høieste Virtuositet af Pope, Epokens største og gjennem hele Aarhundredet toneangivende Digter.

Blandt de Forfattere, som Whigpartiet i denne Tid talte i sine Rækker, indtager Joseph Addison den første Plads. Han var en Præsteson fra Landet, født 1672, og gjorde sine Studier i Oxford, hvor han udmærkede sig som en smagfuld latinsk Poet. Han tilbragte ti Aar som Fellow (Stipendiat) ved Magdalen College, der fremdeles regner ham blandt sine Berømtheder og med Stolthed viser de Besøgende hans Portræt; den smukke Allé i Kollegiets store Park, hvor han pleiede at spadsere, bærer hans Navn, Addison's Walk. Det var Addisons Agt at blive Præst som Faderen; men Montagu, dengang Skatkammerkantsler, som havde lært ham at kjende og ønskede at vinde ham for Statstjenesten, fik dette forhindret, skaffede ham en aarlig Understøttelse af offentlige Midler og sendte ham paa Reiser i Frankrig og Italien (1699-1702). Da han kom tilbage, var netop Kong William død, og hans Patroner udenfor Forretningerne; dermed standsedes ogsaa hans Pension. Men et Digt, han paa Godolphins Anmodning skrev til Forherligelse af Marlboroughs Seier ved Blenheim, The Campaign*), vandt saadant Bifald hos de nye Ministre, at han strax fik en Sinekure og Aaret efter blev Understatssekretær (1705). Siden indehavde han flere Regjeringsposter, som ydede ham rundelige Indtægter og til samme Tid levnede ham tilstrækkeligt Otium til literær Virksomhed. I 1717 blev han Statssekretær (ɔ: Kabinetsminister). Men han glimrede ikke som Statsmand. Han nedlagde snart sin Post og

*) Macaulay fortæller i sin Essay over Addison følgende i flere Henseender karakteristiske Anekdote om Tilblivelsen af The Campaign. Ministeren Godolphin var fortvivlet over de slette Vers, hvori Slaget ved Blenheim blev besunget; etsteds forekom blandt Andet følgende Linier:

Think of two thousand gentlemen at least,

And each man on his capering beast;

Into the Danube they vere pushed by shoals. Godolphin, som ikke var nogen læsende Mand og bedre kjendt paa Væddeløbspladsene end i Literaturen, henvendte sig til Halifax (dengang udenfor Ministeriet) og bad ham give sig Anslag paa en god Poet. Halifax var i Begyndelsen uvillig til at give noget Raad; endelig nævnte han Addison, men forlangte tillige, at Anmodningen maatte ske i den høfligste Form. Dette lovede Godolphin og sendte Skatkammerkantsleren Boyle til Addison, som dengang boede paa et Kvistkammer i Haymarket.

trak sig tilbage i Privatlivet med en Pension af 1500 £. Han døde 1719 i det grevelige Palæ Holland House, hvis Eierinde, Enkegrevinden af Warwick, han havde ægtet i 1716. Men denne høie Forbindelse bragte ham ingen Glæde.

Foruden enkelte Smaadigte har Addison skrevet en Tragedie Cato, i den fransk-klassiske Stil, hvilken gjorde stor Lykke ved sin Fremkomst, ogsaa udenfor England, men nu er glemt. Addisons Betydning i den engelske Literatur ligger i hans Prosastykker, fornemmelig hans Bidrag til Tidens populære Ugeskrifter, blandt hvilke The Spectator er bleven det mest berømte. Denne var en Fortsættelse af den af Addisons Ven og Skolekammerat Steele udgivne „Tatler", hvormed i England Rækken aabnedes af de moralskæsthetiske Tidsskrifter, som, med Udelukkelse af den egentlige Politik, i en kort, alvorlig eller spøgende, ironisk eller satirisk, ofte ogsaa huslig-idyllisk „Essay" behandlede det daglige Livs Begivenheder, Sæderne og Literaturen. Mønstret for disse Smaastykker var Montaignes Essais (s. ovfr. S. 50) og La Bruyères Charactères, og de engelske Efterligninger bleve igjen Forbilledet for den Mængde Spectatorer og Tilskuere, som siden opstode i Tyskland, Sverige og Danmark, og blandt hvilke Rahbeks Danske Tilskuer er bleven den mest bekjendte, ligesom den ogsaa i sin bedste Periode godt taaler en Sammenligning med sine engelske Forbilleder.

Efter at have meddelt flere Bidrag til Steeles Tatler, begyndte Addison i Marts 1711 at udgive sin Spectator, med Steele som sin fornemste Medarbeider. Den udkom hver Dag (undtagen Søndag) med et Blad, indtil Udgangen af 1712. Derpaa fortsatte Steele med „The Guardian“, og da denne gik ind, gjenoptog Addison sin Spectator i Juni 1714, men sluttede allerede i December samme Aar. Spectator var et særdeles yndet Skrift og bidrog i Forening med sine Forgjængere og Efterfølgere meget til at humanisere det engelske Liv og føre Tugt og Velanstændighed tilbage i den forvildede Literatur.

Som Forfatter var Addison svagest i det alvorlige Genre; „he thinks justly, but he thinks faintly", er Johnsons træffende Dom. Sin Styrke havde han i den lette, elegante Satire, som han især yndede at lade gaa ud over de rustificerede Tory Squirer.

De enkelte Stykker i Spectator ere forbundne ved en Slags novellistisk Traad. I Bladets første Nummer gjør Læseren Bekjendtskab med en ung Gentleman, som har studeret flittigt ved Universitetet, derpaa gjort en stor Tur gjennem Europa og besøgt Ægypten, og nu efter sin Tilbagekomst lever i London. Han er en stille, indesluttet Natur, men altid paa Færde, hvor der er Noget at iagttage, paa Gaden, i Theatret, i Klubberne, paa Børsen. Denne unge Mand (hvori man gjenkjender Addisons egne Træk) lever i en liden Vennekreds, som bestaar af en gammel Landjunker, Sir Roger de Coverley, en Studiosus juris, en Kjøbmand (Sir Andrew Freeport), en gammel Kaptein (Captain Sentry), og en Londoner Elegant ved Navn Will Honeycomb. Det er disse Venners Iagttagelser og Betragtninger, som „Tilskueren" lover at meddele Publikum.

SIR ROGER DE COVERLEY AT CHURCH.

(The Spectator, No. 112. Monday, July 9, 1711.)

My friend Sir Roger, being a good churchman, has beautified the inside of his church with several texts of his own choosing. He has likewise given a handsome pulpit cloth, and railed in the communion table at his own expense. He has often told me, that at his coming to his estate he found his parishioners very irregular, and that in order to make them kneel and join in the responses, he gave every one of them a hassock and a Common Prayer-Book; and at the same time employed an itinerant singing-master, who goes about the country for that purpose, to instruct them rightly in the tunes of the psalms, upon which they now very much value themselves, and indeed outdo most of the country churches that I have ever heard.

As Sir Roger is landlord to the whole congregation, he keeps them in very good order, and will suffer nobody to sleep in it besides himself; for if by chance he has been surprised into a short nap at sermon, upon recovering out of it he stands up and looks about him, and if he sees anybody else nodding, either wakes them himself or sends his servants to them. Several other of the old knight's particularities break out upon these occasions. Sometimes he will be lengthening out a verse in the singing psalms, half a minute after the rest of the congregation have done with it; sometimes when he is pleased with the matter of his devotion, he pronounces Amen! three or four times in the same prayer; and sometimes stands up when everybody else is upon their knees, to count the congregation, or see if any of his tenants are missing.

I was yesterday very much surprised to hear my old friend, in the midst of the service, calling out to one John Matthews to mind what he was about and not disturb the congregation. This John Matthews, it seems, is remarkable for being an idle fellow, and at that time was kicking his heels for his diversion. This authority of the knight, though exerted in that odd manner which accompanies him in all the circumstances of life, has a very good effect upon the

parish, who are not polite enough to see anything ridiculous in his behaviour; besides that the general good sense and worthiness of his character make his friends observe these little singularities as foils that rather set off than blemish his good qualities. As soon as the sermon is finished, nobody presumes to stir till Sir Roger is gone out of the church. The knight walks down from his seat in the chancel between a double row of his tenants, that stand bowing to him on each side, and every now and then inquires how such a one's wife, or mother, or son, or father do, whom he does not see at church, which is understood as a secret reprimand to the person that is absent.

The chaplain has often told me, that upon a catechising day, when Sir Roger has been pleased with a boy that answers well, he has ordered a bible to be given to him next day for his encouragement, and sometimes accompanies it with a flitch of bacon to his mother. Sir Roger has likewise added five pounds a year to the clerk's place; and, that he may encourage the young fellows to make themselves perfect in the church service, has promised, upon the death of the present incumbent, who is very old, to bestow it according to merit.

The fair understanding between Sir Roger and his chaplain, and their mutual concurrence in doing good, is the more remarkable, because the very next village is famous for the differences and contentions that arise between the parson and the squire, who live in a perpetual state of war. The parson is always preaching at the squire, and the squire to be revenged on the parson, never comes to church. The squire has made all his tenants atheists and tithe-stealers, while the parson instructs them every Sunday in the dignity of his order, and insinuates to them, in almost every sermon, that he is a better man than his patron. In short, matters are coming to such an extremity, that the squire has not said his prayers either in public or in private this half year; and the parson threatens him, if he does not mend his manners, to pray for him in the face of the whole congregation.

Feuds of this nature, though too frequent in the country, are very fatal to the ordinary people, who are so used to be dazzled with riches, that they pay as much deference to the understanding of a man of an estate as of a man of learning; and are very hardly brought to regard any truth, how important soever it may be, that is preached to them, when they know that there are several men of five hundred a year who do not believe it.

« ÀÌÀü°è¼Ó »