ROBERT BURNS.

1759-1796.

"

Robert Burns, the Ayrshire poet", var født 1759 i Grevskabet Ayr i det sydvestlige Skotland. Han var Søn af en Farmer og tilbragte det meste af sit korte Liv ved Ploven. Faderen sendte ham til Grevskabets Skole, hvor han fik god Undervisning af en theologisk Kandidat, og han var i det Hele en for sin Stilling vel belæst Mand, selv fremmede Sprog ikke undtagne. Da det ikke vilde gaa med hans Jordbrug, havde han, som saa mange Skotter, besluttet at forsøge sin Lykke i den nye Verden, og for at skaffe sig Reisepenge foranstaltede han efter sine Venners Raad en Samling af sine Digte, som indtil den Tid mest havde cirkuleret i Afskrifter paa Landsbygden. Denne Digtsamling udkom i Dumfries 1786 og vakte strax i Skotlands bedste Kredse en stor Interesse for ham. Han modtog en Indbydelse til Edinburg, og her udkom i 1787 en ny Udgave af hans Digte, som ved hans Velynderes store Subskriptioner indbragte ham mange Penge (700 Lstrl.). Fra Edinburg vendte han tilbage til Ayrshire, giftede sig og forpagtede en Gaard i Nærheden af Dumfries. Men hvad han i Skotlands Hovedstad havde seet og nydt af den store Verden, gjorde ham utilfreds med hans beskedne Kaar, og en Ansættelse i Toldfaget, som Ministeren Dundas, hans Landsmand, skaffede ham, forbedrede ikke hans Omstændigheder, formedelst det uregelmæssige Liv, hvortil denne Stilling gav Anledning. Han døde i Dumfries 1796, 37 Aar gammel.

Burns var en ægte Digternatur, som kun skildrer, hvad han selv virkelig har oplevet og følt. Den Kreds, hvori han bevæger sig, er ikke af stort Omfang: Kjærlighed, Frihed, Skotlands Natur og gamle Minder, deriblandt en trohjertig Hengivenhed for det gamle Kongehus, alt skildret med Dygtighed, Friskhed og Sundhed i Tanke, Motiv og Udtryk. Hans Digtning var en Fortsættelse og Videreførelse af den gamle Folkepoesi, som i hans Fædreland havde holdt sig frisk og skabende paa en Tid, da denne Digtning ellers var

forstummet. Han siger selv, at en Samling af ældre og nyere skotske Digte (af James Watson fra Aarhundredets Begyndelse) var hans poetiske Vademecum: „I pored over them driving my cart, or walking to labour, song by song, verse by verse, carefully noting the true, tender, or sublime from affectation or fustian". Den store Popularitet, hans Digte opnaaede, strax de bleve kjendte, have de siden beholdt, og mange engelske Poeter have gaaet i Skole hos ham, men uden at naa Mesteren, De fleste af Burns' Digte ere forfattede i den skotske Dialekt, en Blanding af Engelsk med skotske Provincialismer, og denne Benyttelse af to forskjellige Sprogformer gav ham en stor Fordel i hans Digtning. Han bruger den skotske Dialekt især, hvor han vil lægge en større Inderlighed i Udtrykket, eller ogsaa hvor han vil frembringe en komisk Virkning; til de alvorlige Partier anvender han den rene engelske Sprogform.

Med Hensyn til Udtalen af de skotske Ord og Ordformer, som forekomme i Burns' Digte, er Følgende at mærke:

1. A (sædvanlig skrevet a') i Enden af Ord lyder som engelsk aw: a', al, fa', falde, wa', Væg (som a i de tilsvarende engelske Ord all, fall, wall); wha (engl. who) som engelsk whaw.

2. Ae udtales som engelsk ay: gae, engl. go, nae, engl. no, sae, engl. so, wae, engl. woe (lydende som ay i gay, nay, say, way).

3 Ey og ei lyder omtrent som vort "ei": fey, feig (hvis Død er nær forestaaende), quey, Kvie, a-gley, skjevt, forkjert, a-beigh, i forsigtig Afstand. Dog betegner ei ogsaa undertiden vort „i“, saaledes langt i deil, Djævel, kort i meikle (ogsaa skrevet mickle), stor.

4. Eu omtrent som vort „u": pleugh, Plov (om gh og ch se ndfr.), cranreuch, Barfrost, Steuart som engl. Stewart.

5. Oo eller ui betegner en Lyd, som ligger mellem vort "y" og „Ø“ (mest nærmende sig til „ø"): loof, den flade Haand (n. Diall. „Lovė“, engl. palm), smoor, kvæle, dæmpe (engl. smother), coost, kastede; muir, Mose (norsk Myr, engl. moor), guid, god (med kort Vokallyd).

6. Ou (i lang Stavelse) lyder som vort „u“: thou, du, housie, lidet Hus, mousie, liden Mus.

7. Ow som vort „au“: knowe, Høi, Bakke, lowe, Lue, lowp, springe, hoppe (engl. leap), nowte, Nød, Hornkvæg.

8. Ch og gh udtales som det tyske „ch“: och, ak, pibroch, Krigssang, Marsch, dochter, Datter, night, Nat (som tysk „Nächt“), pleugh, Plov (som tysk „Pluch“, men ogsaa uden Strubelyden, og skrives da plew).

Wi' mony a vow and lock'd embrace | Oh pale, pale now, those rosy lips,

Now's the day, and now 's the hour; By oppression's woes and pains!

And there I had three score o' yowes, Ochon, O, Donald, Oh!
Och-on, och-on, och-rie!

Skipping on yon bonnie knowes,

And casting woo' to me.

Och-on, och-on, och-rie!

Nae woman in the warld wide

Sae wretched now as me.

7. TO A MOUSE,

On turning her up in her nest with the plough, November, 1785.

Wee, sleekit, cow'rin', tim'rous beastie,
O, what a panic's in thy breastie!
Thou need na start awa sae hasty,

Wi' bickering brattle!

I wad be laith to rin an' chase thee,

Wi' murd'ring pattle!

I'm truly sorry man's dominion
Has broken nature's social union,
An' justifies that ill opinion

Which makes thee startle

At me, thy poor earth-born companion,

An' fellow-mortal!

I doubt na, whyles, but thou may thieve;
What then? poor beastie, thou maun live!
A daimen icker in a thrave

's a sma' request:

I'll get a blessin' wi' the lave,

An' never miss't!