페이지 이미지
PDF
ePub
[ocr errors]

en

fuld af Usandsynligheder, men føres i det Hele med sikker Haand og i voxende Spænding til en virksom Afslutning.

Shakspeares Stil er præget af en usædvanlig Kraft og Energi. Man kjender den strax paa dens mægtige, brusende Flugt; Udtrykket stiger sjelden eller aldrig ned til den Grund, hvorpaa den almindelige Tale bevæger sig. Metaforen er hans naturlige Udtryksform. Billederne søges ikke, men komme af sig selv og strømme ofte ind i en overvældende Fylde. Dette Herredømme over det tropiske Udtryk har Shakspeare tilfælles med Goethe; begge Digtere staa i denne Henseende uopnaaede. Shakspeares Billeder ere i Regelen dristigere, mere frappante og fjerntliggende; Goethes ere simplere, mere træffende, sandere; derfor har ogsaa hans Diktion større Harmoni. Shakspeare streifer gjerne ind til Grænsen af det Overlæssede og Hyperbolske, overskrider den ogsaa ofte. Men de Steder, hvor hans Pegasus bærer ham uden at berøre denne fine Grænselinie, staa paa Høidepunkiet af alle Tiders Poesi.

Det er ovenfor bemærket, at Shakspeare foruden at være Forfatter, tillige var Skuespiller og Theaterentreprenør. Da dette ikke har været uden Indflydelse paa hans Forfatterskab, er det, til en rigtig Forstaaelse af hans dramatiske Arbeider, af nogen Vigtighed at kjende lidt nærmere den Tids Theaterforholde og det Publikum, for hvilket han skrev.

Da Shakspeare fremtraadte, forefandt han allerede et temmelig udviklet Theatervæsen. Men dette Theater var ikke en af alle Stænders Deltagelse baaren Nationalscene, saaledes som den gamle græske, eller som Scenen i vore nyere Samfund. I England var Theatret saavel før som efter Shakspeares Tid en haardt anfægtet og for vedholdende Angreb udsat Indretning. Forfølgelsen kom ikke netop fra Hoffet eller Ministrene; Elisabet, som ofte var nødt til officielt at skride ind imod Skuespillerne, syntes i Grunden godt om theatralske Fornøielser, fornemmelig de lærde, allegoriske Stykker; hendes Favorit Grev Leicester holdt selv en Trup og var de betrængte Theaterkunstneres altid utrættelige Talsmand. Desto heftigere var især den lavere Geistlighed, Parlamenterne og Domstolene. Men den heftigste og seigeste Forfølgelse udgik fra Citys Lord Mayor og Borgerskab. Tilsidst blev, i 1575, alle Theatre udviste fra City og nødte til at slaa sig ned i de daværende Forstæder, hvor man finder dem den Dag i Dag, navnlig paa Strækningen mellem City og Westminster (i det nuværende Strand). Grunden til denne haardnakkede Opposition laa ikke deri, at sceniske Fremstillinger i og for sig stødte Tidens sædelige eller religiøse Bevidsthed; de vare selv af kirkelig Oprindelse, fremgaaede af Middelalderens Mysterier og Moraliteter. Hvad der vakte Anstød var, at disse, oprindelig private og til enkelte høitidelige Leiligheder indskrænkede Opførelser, udviklede sig til et staaende Institut, og at de Agerende deraf gjorde en egen Levevei. Skuespillerne nøde ikke borgerlig Agtelse *); Kvinder turde slet ikke optræde paa Scenen;

*) Det nærmere Forhold, hvori den unge Grev Southampton traadte til Shakspeare, blev ham

under disse ugunstige omstændigheder en stor Støtte, baade for hans materielle Existens

de kvindelige Roller bleve udførte af Drenge eller onge Mænd. Denne Fordom mod Scenens Kunst fik yderligere Næring ved den strenge paritanske Retning, som i Løbet af det sextende Aarhundrede blev stedse stærkere, og som navnlig gjennemtrængte Folkets, mod Theatret saa fjendtlige Middelklasser. For denne asketiske Retning hørte Theatret til de letfærdige Fornøielser og betragtedes som en umoralsk Anstalt. Saasnart Parlamentet under Kampen med Karl I. var kommet til Magten, var det en af dets første Forholdsregler at lukke Theatrene.

Skuepladsens udvortes Indretning svarede ganske hertil. I GlobusTheatret*), et af Hovedstadens fornemste, hvor den Trup, hvortil Shakspeare hørte, spillede i Sommermaanederne, skjeledes der mellem fire Tilskuerpladse. Den første og fornemste Plads var paa Scenen selv og mellem Kulisserne. Her sad eller laa Scenens Velyndere, de unge Adelsmænd, Hovedstadens Lover og Eleganter, for hvem Theatret var Modefornøielsen; her var Digterens unge aristokratiske Venner, Greverne Southampton, Pem broke, Rutland m. f. at træffe. I det store, ubedækkede Gaardsrum, Par. terret, sad i de forreste Rækker Fagbrødre, ubeskjæftigede Skuespillere, Theaterdigtere, Kritikere 0. 8. V., bag disse Massen af de Theaterbesøgende, Smaaborgere, Haandværkssvende, Lærlinge, Baadmænd, Arbeidere fra Fabrikkerne og Værfterne. Paa det første Galleri indtoges de forreste Pladse af de Fornemmes Maitresser og andre tvetydige Skjønheder. Bag disse sad saadanne, som ikke kunde modstaa Fristelsen til at besøge Theatret, men dog ikke ønskede at sees der; de viste sig sædvanlig med Masker for Ansigtet. Paa det andet Galleri sad det laveste Publikum, Matroser, Soldater o. lign. Af de dannede Klasser var det saaledes med faa Undtagelser kun løse og ledige Personer uden borgerlig Stilling, som besøgte Theatret; anstændige Kvinder vare ganske udelukkede derfra. Eiendommeligt var ogsaa, at der ikke spilledes paa Söndagene, en Regel som fremdeles bestaar i England, og paa Hverdagene kun om Dagen. Man spiste og drak under Forestillingerne, røgte og spillede Kort. Parterrepublikummet var Scenens Tyran

og for hans Digtning, men det gjorde ingen Forandring i hans sociale Stilling; han vedblev at være indskrænket til Theatret og dets Kreds; han forlod det ogsaa, saasnart ban havde naaet frem til økonomisk Uafhængighed. Hvor dybt han har følt Tidens Fordom mod sin Stand, vise hans Sonetter, og man kan ikke uden Rørelse læse, naar den store Digter skildrer sig som en af Samfundet Udstødt:

When, in disgrace with fortune and men's eyes,
I all alone beweeep my out-cast state,
And trouble deaf heaven with my bootless cries,
And look upon myself, and curse my fate,
Wishing me like to one more rich in hope,
Featured like him, like him with friends possessed,
Desiring this man's art, and that man's scope,
With what I most enjoy contented least,
Yet in these thougths myself almost despising,

I haply think on thee ... *) Navnet skal hidrøre fra Bygningens Skildt, en Herkules, som bar Jordkuglen, med

følgende Indskrift: Totus mundus agit histrionem, den hele verden spiller Komedie.

og Skræk, og drev frækt Uvæsen, som ikke sjelden udartede til vilde Excesser, saa Politiet maatte skride ind og lukke Theatrene. Disse Forhold gjøre det forklarligt, at Grev Southampton i sin Skrivelse til Lordkantsleren Ellesmere, hvori han anbefaler en Ansøgning fra sine Venner Burbadge og Shakspeare, kunde sige, at det ikke sømmede sig for hans Herlighed at vise sig paa de Steder, hvor hine pleiede at forlyste Publikum *).

Saaledes var det Auditorium beskaffent, for hvilket Shakspeare digtede og skrev. Det var naturligt, at den fornemme Del af Tilhørerkredsen, de unge Adelsmænd, som indtoge de ovenfor nævnte distingverede Pladse i Theatret, maatte ove en afgjørende Indflydelse paa Scenens Præstationer. I denne Kreds havde Digteren fundet sine nærmeste Venner og Velyndere; det var, efter hans egne Ord, for Greven af Southampton, at han skrev sine øvrige Digtninger, Venus og Adonis, Lucretia, Sonetterne; hans personlige Forhold ikke mindre end Theaterforholdene henviste ham til ogsaa i sine dramatiske Digtninger fortrinsvis at tage Hensyn til den samme Kreds, med andre ord til Scenens ungdommelige, mandlige, aristokratiske Publikum. Mange for hans Digtning karakteristiske Træk blive paa denne Maade forstaaeligere: den gjennemgaaende friske og freidige Tone, det kjække Livsmod; det kraftige Penselstrøg; den raske, vexlende, eventyrlige Handling; den tungsindige, drømmende, med sine egne Følelser legende Digter, som vi finde i Sonetterne, træder i Dramaerne kun enkeltvis frem, saaledes som i Hamlet, og i enkelte Værker fra hans seneste Tid, da han stod Theatret fjernere og mindre bekymrede sig om sit Publikums Smagsretning. Det Samfundslag, hvori Handlingen bevæger sig, er helt igjennem aristokratisk; Heltene ere kun Fyrster og Kavalerer; det Grundthema , som gjennem alle Variationer bestandig vender tilbage, er Kjærlighed og Ærgjærrighed, de to mægtigste Drivkræfter i en høibaaren Ungdoms Liv. Det borgerlige Samfunds Middelklasser, deres Livsanskuelser og Interesser, ligge udenfor hans Synskreds; hvor Repræsentanter for disse indføres, er det for det meste kun i komisk Belysning; det menige Folk er den store, tankeløse Hob, og bliver ikke lempeligt behandlet. Paa den anden Side turde Digteren i Egenskab af Theateraktionær heller ikke ganske overse Parterrets og Galleriernes Publikum. Dette vilde ogsaa have noget for sine Penge. Fyrsternes og Kavalerernes høitravende Taler bleve i Længden for alvorlige og trættende for den store Masse: den maatte have noget at le af. Hertil indskydes nu ogsaa i de alvorlige Stykker Scener af lav Komik, Narrens Løier, Betjentenes, Matrosernes, Haandværkssvendenes Underholdninger 0. 8. v. I hans senere Arbeider, hvor han tog mindre Hensyn til Publikums Fordringer, blive disse Mellemscener sjeldnere. De ikke faa Tvetydigheder, som forekomme i Shakspeares Dramaer, forstaaes ogsaa lettere af denne hans Publikums Sammensætning.

2

*) „This other"

hvem Lord Southampton betegner som sin specielle Ven og Forfatter af nogle af de bedste engelske. Skuespil – „hath to name William Shakspeare Both are right famous in their qualities, though it longeth not of (o: belongs not to) Your Lordship's gravity and wisdom to resort unto the places where they were wont to delight the public ear". Dette blev skrevet i 1608.

14

De kunne ikke alle forklares af Tidens Sæder, men vel, naar man erindrer, at Fruentimmerrollerne dengang bleve spillede af unge Mænd, at det toneangivende Publikum bestod af fornemme Ungkarle, og at Theatret faktisk var lukket for ærbare Kvinder.

De færreste af Shakspeares Theaterstykker forelaa trykte i hans levende Live*). Dette kom deraf, at de vare skrevne for en bestemt Scene, hvis Eiendom de vare, og i hvis Interesse det laa at hindre deres Offentliggjørelse. Allerede denne ydre Omstændighed forklarer, hvad andre Kjendsgjerninger bekræfte, at Shakspeare kun var lidet kjendt af sin Samtid, thi hans Dramaer kunde ikke læses, men kun høres i Theatret, og fra dette holdt det Publikum, som overalt udgjør et Samfunds Tyngdepunkt, sig ganske borte. Men selv i de Kredse, hvor hans Værker vare kjendte, synes det, som kun de færreste have vidst at skatte deres virkelige Værd. Den Aner. kjendelse, han nu nyder som en af alle Tiders og alle Folks største Digtere, tilhører i som udenfor England en senere Tid. I næsten to hundrede Aar var Digteren halvt forglemt af sit Folk. Hans Stykker fortrængtes snart fra Skuepladsen af yngre Medbeilere, og da Scenen atter aabnedes ved Restaurationen, toge Tidens Dramatikere i disse sine Mønstre. Det var den berømte Skuespiller og Theaterentreprenør Garricks Fortjeneste omkring Midten af forrige Aarhundrede at føre Shakspeares Dramaer tilbage paa Scenen, men han fandt det af Hensyn til sit Publikum nødvendigt at tage sig store Friheder med hans Texter. Af større og varigere Betydning for Digterens Forstaaelse og hans Eftermæle var den oprigtige Kjærlighed og Beundring, hvormed han blev omfattet af Tysklands store Forfattere i forrige Aarhundrede, Wieland, Lessing, Goethe og Schiller. Dette har ogsaa virket tilbage paa Digterens Hjemland, i hvis Literaturs Historie han nu er det største og stolteste Navn.

Kjøbmanden i Venedig, hvoraf nedenfor er indtaget de fire første Akter, med Forbigaaelse af Frierscenerne i anden Akt og nogle faa andre Scener, hører til Shakspeares bedste og mest tiltrækkende Arbeider; intet af hans Lystspil er saa rigt paa skjønne Steder og herlige Sententser. Stoffet er taget af en italiensk Novelle, som han har fulgt i sine Hovedtræk, kun med den Afvigelse, at han forandrede Prøvestykkerne for Portias Friere og indlagde Prøven med de tre Æsker, et Motiv han laante fra en anden Novelle. I Percy's Samling af gamle engelske Ballader forekommer en Vise om Jøden Gernutus' Grusomhed, der har flere Træk tilfælles med Shakspeares Lystspil.

Stykkets Handling staar paa Grænsen af Eventyret og spiller tildels over deri, hvilket maa fastholdes ved Bedømmelsen af Karaktererne og Motiverne. For Behandlingen af Shylocks Parti ligger den ældre Tids Jødeforagt til Grund.

*) Den første samlede Udgave af Shakspeares Dramaer udkom i 1623, syv Aar efter

Digterens Død; den var besorget af hans Venner, Skuespillerne John Heminge og Henry Condell, og dediceret til Greverne Pembroke og Montgomery.

THE MERCHANT OF VENICE.

DRAMATIS PERSONÆ.

THE DUKE OF VENICE.

TUBAL, a Jew, his friend. THE PRINCE OF Morocco, | suitors LAUNCELOT GOBBO, the Clown, serTHE PRINCE OF ARRAGON, I to Portia. vant to Shylock. ANTONIO, a merchant of Venice. BALTHASAR, servant to Portia. BASSANIO, his kinsman, suitor like- Portia, a rich heiress. wise to Portia.

Nerissa, her waiting maid. SOLANIO,

JESSICA, daughter to Shylock. friends to Antonio SALARINO, and Bassanio.

Magnificoes of Venice, Officers of the GRATIANO,

Court of Justice, Gaoler, SerLORENZO, in love with Jessica.

vants to Portia, and other AtSHYLOCK, a rich Jew.

tendants. SCENE: Partly at Venice, and partly at Belmont, the seat of Portia,

on the Continent.

ACT I.

SCENE I.

Venice. A Street.

Enter ANTONIO, SALARINO, and SOLANIO.

Ant. In sooth, I know not why I am so sad;
It wearies me; you say it wearies you;
But how I caught it, found it, or came by it,
What stuff 't is made of, whereof it is born,
I am to learn;
And such a want-wit sadness makes of me,
That I have much ado to know myself.

Salar. Your mind is tossing on the ocean;
There, where your argosies with portly sail,
Like signiors and rich burghers of the flood,

« 이전계속 »