JONATHAN SWIFT.

1667-1745.

Medens Addison var Whiggernes, var Jonathan Swift Toryernes, og ikke blot disses, men hele Epokens største Skribent og mægtigste Aand. Hans Liv er en stor Tragedie. Han følte sig baaren til Statsmand og blev af Armod Præst. Som saadan var Parlamentet (Underhuset) lukket for ham, og al hans Hu stod derfor til at opnaa en Bispestol, som kunde aabne ham Adgangen til Overhuset. Men dette Maal naaede han aldrig, og saaledes blev den præstelige Dragt for ham en Nessuskjortel, der brændte ham til det Inderste af Sjælen, indtil Smerterne tilsidst overvældede ham, og han endte i Vanvid.

Swift blev født 1667 i Dublin af engelske Forældre. Faderen døde, inden han endnu var født, uden at efterlade sig det Mindste. Saaledes lærte han strax Livet at kjende kun fra den bittre Side, og de Indtryk, han modtog i sin glædeløse Barndom og Ungdom, lagde Grunden til den mørke og bittre Stemning, som aldrig forlod ham i hans senere Liv. Ved en Onkels tarvelige Understøttelse blev han holdt i Skole og siden ved Universitetet i Dublin, hvor hans Studier vare meget uregelmæssige, og han kun med Nød erholdt Graden som Bakkalaureus. Da Opstanden i Irland brød ud i 1688 til Gunst for den afsatte Konge, gik han til England og blev af sin Moder anbefalet at vende sig til Sir William Temple, hvis Frue var en fjern Slægtning af hende. Paa dennes Landgods Moor Park i Surrey tilbragte Swift 11 Aar, i daglig Omgang med den gamle Statsmand, som indviede ham i alle den engelske Politiks og Forfatnings Finesser; ogsaa gjenoptog han her sine forsømte Fagstudier, og erhvervede sig i 1692 Magistergraden i Oxford. I dette Ophold skede der kun en kort Afbrydelse, da han, utilfreds med sin Stilling hos sin høie Frænde, i en ulykkelig Stund reiste over til Irland og lod sig præstevie. Han fandt snart en irsk Landsbygeistligs Stilling endnu sørgeligere end Opholdet paa Moor Park og vendte tilbage, udsonede sig med Sir William, og levede nu i god Forstaaelse med denne indtil hans Død 1699.

Skuffet i sit Haab om Ansættelse i England, gik Swift til Irland som Kapellan hos Lord Berkeley, en høi irsk Embedsmand. Et Provsteembede, han havde faaet Løfte paa, blev af Lorden bortsjakkret til en Anden, og

han maatte lade sig nøie med Pastoratet i Laracor (1700), ikke langt fra Dublin, i hvilken Stilling han forblev til 1713. Dette var Swifts lykkeligste Tid. Han foretog jævnlig Udflugter til England, mindst een Gang om Aaret, og stiftede herunder Bekjendtskab med alle de ledende Mænd i Literaturen og Politiken. Under et Besøg i London 1701 skrev han sin første politiske Broschure: Discourse on the Contests and Dissensions between the Nobles and Commons in Athens and Rome, hvori de borgerlige Kampe i de antike Samfund fremholdes som advarende Exempler paa de Farer, hvormed de bittre Partistridigheder truede hans eget Fædreland. Skriftet var et Indlæg til Gunst for Whigministrene Somers, Halifax m. Fl., dengang under Anklage af Underhuset, og udkom, som alt hvad Swift skrev, anonymt. Det kan endnu læses med Interesse; Slutningen af det fjerde Kapitel er blevet et af Literaturens klassiske Steder *). Hans næste Arbeide, udgivet 1704, men skrevet allerede under Opholdet paa Moor Park, var The Tale of a Tub (Fortællingen om Tønden), som under en allegorisk Skildring af tre Brødres Hændelser **) satiriserer over de religiøse Stridigheder og ved Siden deraf over forskjellige andre beslægtede Emner. Skriftet, der var forfattet i den anglikanske Kirkes Interesse imod Katholikerne og Presbyterianerne, er som Vittighedsværk enestaaende i sit Slags, og stillede Swift med Eet i første Række af Tidens Forfattere; men Satiren var, i Betragtning af Emnet, saa overgiven og vild, at de alvorligere Geistlige, ogsaa blandt Toryerne, toge Forargelse deraf, og dette Skrift blev en stadig Hindring for hans Forfremmelse til Kirkens høieste Værdigheder. Blandt de Pamfleter, mest i høikirkelig Retning, som fulgte fra hans Haand i den nærmeste Tid, kan her nævnes een, hvis blotte Titel viser hans Styrke i den ironiske Skrivemaade: „An Argument to prove that the abolishing of Christianity in England may, as things now stand, be attended with some inconveniences, and perhaps not produce those many good effects proposed thereby❝ (1708). Af en lettere Art, men skrevne med et dræbende Vid, vare de Flyveblade, han i Forening med flere andre vittige Hoveder, under Navnet Isaac Bickerstaff Esquire, udsendte imod en vis John Partridge, en bekjendt Kvaksalver og Udgiver af astrologiske Almanakker (1707-9).

*),,In all free states the evil to be avoided is tyranny, that is to say, the summa imperii, or unlimited power solely in the hands of the one, the few, or the many. Now, we have seen that, although most revolutions of governments in Greece and Rome began with the tyranny of the people, yet they generally concluded in that of a single person; so that a usurping populace is its own dupe, a mere underworker, and a purchaser in trust for some single tyrant, whose state and power they advance to their own ruin with as blind an instinct as those worms that die with weaving magnificent habits for beings of a superior nature to their own".

**) Peter, Martin og Jack, hvorved betegnes den katholske, episkopale og presbyterianske Kirke. Den besynderlige Titel forklares saaledes i Fortalen til Bogen: ligesom Sømændene, naar de møde en Hval, pleie at kaste ud en Tønde til Legetøi for Dyret og derved bortlede dets Opmærksomhed fra Fartøiet, saaledes er det Forfatterens Hensigt med denne Fortælling om Tønden at afværge de Angreb, hvormed Fritænkerne truede Stat og Kirke, og hvortil de forsynede sig med Vaaben i Hobbes' Leviathan. (Leviathan er Navnet paa et filosofisk Skrift af Thomas Hobbes, † 1679.)

at

Misfornøiet med Whiggerne, af hvem han ikke ansaa sig behandlet, som han troede at have Krav paa, sluttede han sig til Harley og Bolingbroke, som i 1708 havde udtraadt af Godolphins Administration. Da denne styrtedes i 1710 og Toryerne kom til Magten, kom ogsaa Swifts mest glimrende Periode. I hele denne Tid, fra 1710 til 1714, opholdt han sig i London, omgikkes Ministrene som Ligemand og var i alle de vigtigste Anliggender deres Raadgiver og altid slagfærdige Forsvarer i Pressen. Johnson siger, han i denne Tid i Virkeligheden dikterede den engelske Nations Politik. Foruden de Flyveskrifter, som han særskilt udgav, skrev han alene Ugebladet The Examiner", som var sat i Gang af Bolingbroke, fra 2den November 1710 til 7de Juni 1711. Men hans Haab om at erholde en Bispestol slog ogsaa nu feil. Dronningen kunde ikke tilgive ham hans Tale of a Tub, og det yderste Ministrene vare i Stand til at opnaa for ham, var Dekantembedet ved St. Patricks Kirken i Dublin. Til dette Embede blev han udnævnt i 1713, og herfra skriver sig den almindelige Betegnelse af Swift som „Dean of St. Patrick's“, Dekant eller Domprovst ved St. Patrick.

"

Dronning Annas Død og den stadig voxende Uenighed mellem Oxford (Harley) og Bolingbroke bragte Toryministeriet til Fald. Hermed styrtede ogsaa alle Swifts Forhaabninger sammen. Han vendte tilbage til Irland, en dybt skuffet Mand og med forøget Bitterhed i Hjertet. Han betragtede Irland som et Forviisningssted, hadede Landet og Folket, og blev mødt med de samme Følelser; som de styrtede Ministres fortroligste Ven delte han den almindelige Uvillie, der fulgte dem i deres Fald.

Da indtraadte et stort Omslag. Den engelske Misregjering i Irland kaldte ham frem som Talsmand for det undertrykte Folk. Den mest bekjendte Episode fra denne Kamp, som han, efterat den engang var begyndt, holdt stadig gaaende, og, paa dens mest kritiske Punkt, med Fare for sin personlige Existens, er den, som knyttede sig til Udgivelsen af hans Letters by M. B. Drapier (Breve fra en Klædehandler) i 1724. Disse Breve vare foranledigede ved et Privilegium, som en engelsk Jernværkseier Wood havde faaet paa at forsyne Irland med Kobbermynt. De vakte en saadan Gjæring i Landet, at Regjeringen maatte tage Privilegiet tilbage. Swift blev det irske Folks Afgud, og Folkegunsten, ellers saa bevægelig, fulgte ham trofast lige til hans Død. Irland har altid betragtet ham som sin Velgjører.

I 1727 udkom den satiriske Roman Travels of Lemuel Gulliver, Swifts mest bekjendte Værk. Det udkom anonymt, men man var snart paa det Rene med Hensyn til Forfatteren. Af den Fornøielse, hvormed det endnu læses, kan man forestille sig, hvilken Virkning det maa have gjort, da det udkom. Det læstes af Høi og Lav, af Hofmændene og Politikerne for de vittige Hentydninger til Samtidens Forholde, af det store Publikum for de eventyrlige Skildringer, som det tog for Alvor. Swifts Ven, Dr. Arbuthnot, skrev ham til, at han laante Bogen til en gammel Herre, som strax hentede frem sit Landkort for at søge Lilliput; en irsk Prælat erklærede, at hele Bogen var noget urimeligt Tøi, og at han for sin Del knapt troede et Ord af, hvad der stod i den. Hvad der fornemmelig bidrager til at frembringe

denne Illusion, er det uforstyrrelige Alvor og den gjennemgaaende Omstændelighed, hvormed de utroligste Ting fortælles.

-

Gullivers Reiser bestaar af fire Dele: Reisen til Lilliput, til Brobdingnag, til Laputa, og til Hestelandet, the land of the Houyhnhmns (udtales: hú-hims). I Lilliput ere Menneskene Dverge, kun sex Tommer høie, og alt det Øvrige, Dyr, Træer o. s. v. i samme Forhold, men forresten gaar Alt til som hos andre Mennesker; i Brobdingnag bo lutter Riser; Gulliver, som havde været en Jætte i Lilliput, bliver hos dette Folk en Pygmæ, og de se ned paa ham med den samme Foragt, hvormed han selv tidligere saa ned paa de lilliputianske Dverge. Laputa er en flyvende Ø, som svæver frit i Luften og hæver eller sænker sig, eftersom Indvaanerne finde for godt; det er Mathematikernes Land, derfor sker alt i Laputa efter mathematisk Beregning. Det sidste Sted, som Gulliver kommer til, er en Ø, hvor de eneste fornuftige Væsener bestaa af Heste, der foragte Gulliver og anse ham for en Afart af de paa Øen boende Abekatte eller Yahoos. Han gribes af Beundring for disse forstandige Heste, og finder tilsidst baade sig selv og andre Mennesker saa lig de afskyelige Yahoos, at han, da han kommer hjem til England, længes tilbage til Hestelandet og dets Beboere. De to første Afsnit er Bogens bedste Del. I Reisen til Lilliput satiriseres (i torystisk Interesse) over engelske Tilstande under Georg den Førstes Regjering: Lilliput er England, Blefuscu Frankrig; Premieren Flimnap er Robert Walpole; de to lilliputianske Faktioner „High-Heels" og „Low-Heels" ere Udtryk for Tory- og Whigpartierne, ligesom „Small-Endians“ og „Big-Endians" for Katholiker og Protestanter; den hinkende Thronfølger i Lilliput, der har een Hæl høi og den anden lav, er Prinsen af Wales (senere Georg den Anden), som paa den Tid stod med det ene Ben i Toryernes og det andet i Whiggernes Leir; og paa denne Maade kunne Allusionerne forfølges videre. I Reisen til Brobdingnag har Satiren en almindeligere Karakter; i Risefolkets Konge har Swift villet skildre Idealet af en patriotisk Fyrste. I Reisen til Laputa gjøres flere vittige Udfald mod Tidens Projektmagere; det Meste er myntet paa Royal Society (det kongelige naturvidenskabelige Selskab) og det moderne Libhaberi for Naturvidenskaben, men Swift befandt sig her paa et Felt, hvor han ikke var tilstrækkelig hjemme til at kunne ramme med det rette Eftertryk. I det sidste Afsnit løber hans Menneskehad ganske af med ham.

Med Gullivers Reiser kan Swifts Forfatterskab betragtes som væsentlig afsluttet. Han levede endnu i næsten tyve Aar, men skrev allerede i 1731 de bekjendte Vers over sin egen Død, hvori han med sin vante Menneskekundskab forudsiger, hvad Venner og Fiender ville dømme om ham, naar denne Begivenhed er indtruffen. Han havde ligefra sit Ophold paa Moor Park lidt af periodiske Anfald af Svimmelhed og Døvhed, og disse bleve nu hyppigere og heftigere. I 1736 begyndte han at miste Hukommelsen. Under Indtrykket af sin ulykkelige Tilstand skrev han sit Testamente (1740), hvori han bestemte sin Formue, 10,000, til et Sindssygeasyl i Dublin. De fem sidste Aar af sit Liv fremslæbte han i den største Elendighed, ude af Stand til at meddele sig til Nogen, og uden Evne til at kunne holde en Tanke

sammen. Han døde den 19de Oktober 1745, 78 Aar gammel, og blev begravet i St. Patricks Kathedral.

Næsten alt hvad Swift skrev, berørte umiddelbart eller middelbart Dagens Anliggender. Meget vil derfor nu have tabt sin Interesse, men meget vil ogsaa leve, thi de Spørgsmaal, i hvis Behandling han deltog, vare af almen og indgribende Betydning og for en stor Del de samme, som til enhver Tid i et frit Samfund ville være underkastede Debat. Hertil kommer hans Sprogs uforlignelige Simpelhed, Klarhed og Kraft. "Simplicity was his delight", siger Johnson saa træffende. Han var den mest afsagte Fiende af Broderier og hule, høitravende Talemaader; „en Spade" kaldes af ham altid „en Spade“. I alt hvad han skrev, har han fulgt den Regel, han selv opstillede for den gode Stil: „Proper words in proper places make the true definition of a style". Under sit Londoner Ophold omgikkes han meget med den Plan at faa stiftet et Akademi i Lighed med det franske, en Tanke, som dengang havde de bedste Betingelser for at kunne realiseres; men saa kom de politiske Storme og splittede den literære Kreds ad.

Tilsidst er et Ord at sige om Swifts Forhold til Esther Johnson og Esther Vanhomrigh (mere bekjendte under de poetiske Navne Stella og Vanessa), et Forhold, som beredede alle Parter saa usigelige Lidelser og lagde de to ulykkelige Kvinder i en tidlig Grav. Swift havde lært Miss Johnson at kjende allerede paa Moor Park, hvor han fra først af havde været hendes Lærer; da han blev bofast i Irland, opfordrede han hende til at komme derover, uden Tvivl med den Tanke at ægte hende. Hun fulgte Opfordringen, ledsaget af en ældre Veninde, ogsaa paa sin Side i den Tanke at blive hans Hustru. De saaes daglig, men ikke uden i en Tredies Nærværelse, og boede aldrig under samme Tag; naar Swift reiste til England, flyttede de to Damer ind i hans Præstegaard, naar han kom tilbage, flyttede de ud. I sit Fravær underholdt han stadig en Korrespondance med hende, hvilken siden er udgivet under Titelen Journal to Stella. Men under de sidste Aar af sit Londoner-Ophold gjorde han Bekjendtskab med den unge og smukke Miss Vanhomrigh, der blev saa indtaget i ham, at hun tilbød ham sin Haand. Af Hensyn til Stella kunde og vilde Swift ikke ægte hende, men havde heller ikke Kraft til at rive sig løs; kun bad han hende aldrig at komme til Irland. Men hun, som intet vidste om Stella, kom efter til Dublin; hendes Lidenskab blev kun saameget stærkere, da Swift søgte at afværge den. Under disse Omstændigheder erklærede Swift sig beredt til at ægte Stella, men satte det ubegribelige Vilkaar, at deres Ægteskab skulde holdes hemmeligt. De bleve hemmelig viede (1716), hvoraf fulgte, at der heller ikke i deres ydre Forhold indtraadte nogen Forandring. Tilsidst naaede Rygtet herom til Vanessa, og da hun af Stella selv havde faaet Bekræftelse paa det, tog hun heraf sin Død. Vanessa døde 1723, Stella faa Aar efter, 1727. Hvad der bestemte Swift til den haarde og selsomme Adfærd mod Stella, er aldrig bleven bekjendt. Foruden ham selv har kun en irsk Prælat kjendt Grunden. Denne kaldte Swift den ulykkeligste Mand paa Jorden, og bad, at man aldrig vilde spørge ham nærmere om denne Sag.